USA's indblanding i valgkampen udløser vrede hos tyske politikere

To af hovedpersonerne i det tyske valg. Friedrich Merz (til venstre) fra CDU er favorit til at blive forbundskansler efter søndagens valg, mens Alice Weidel (til højre) fra AfD er blevet en central figur i valgkampen. Her hilser Merz og Weidel på hinanden ved tv-debatten søndag aften. Foto: Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix

USA's vicepræsidents opfordring til Tysklands gamle partier om at samarbejde med det yderste højre har udløst lavine af vrede, både på gaden og hos politikerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Europas største land og økonomiske motor har taget hul på den sidste uge inden forbundsdagsvalget på søndag, og valgkampen har i slutspurten taget en dramatisk drejning.

For mange af de 85 millioner tyskere, både vælgere og politikere, er utilfredse - eller måske snarere vrede - efter den optræden, som J.D. Vance, USA's vicepræsident, leverede i fredags på den internationale sikkerhedskonference i München.

Det var her, hvor han opfordrede tyske politikere til at samarbejde med det yderste højre.

Han mente, at de skulle fjerne "brandmuren".

Det er en aftale mellem de gamle og traditionelle partier i Tyskland om ikke at samarbejde med det yderste højre, partiet Alternative für Deutschland (AfD), der imidlertid har millioner af vælgere i ryggen.

Aftalen om at vise det yderste højre en iskold skulder har afsæt i Tysklands fortid med nazismen.

"Nie wieder" - aldrig mere - har det siden Anden Verdenskrig lydt i det offentlige rum i Tyskland.

AfD siger, at det er indvandrerkritisk og kritisk over for EU, men ikke nazistisk.

Meningsmålinger giver partiet omkring 20 procent af stemmerne. Det ser dermed ud til at blive næststørst efter det borgerlige De Kristelige Demokrater (CDU) og dets bayerske søsterparti, CSU.

Men der er stadig noget at hente for politikerne i de sidste dage inden valget. Ifølge AFP er omkring 30 procent af vælgerne stadig i tvivl om, hvor de skal stemme.

Tidligere i valgkampen var det Tysklands stillestående økonomi, der var et hovedtema.

Så kom der flere dødelige attentater begået af indvandrere, og indvandrerpolitik blev dominerende.

Der er nu bred enighed om at stramme op på indvandringen og få sendt afviste asylansøgere hjem.

Men Vance har med ét gjort Tysklands forhold til USA til et tredje toppunkt i valgkampen.

Tv-debatten søndag var mellem lederne af de fire partier, der står stærkest i meningsmålingerne. Fra venstre er det den socialdemokratiske forbundskansler, Olaf Scholz, så er det De Grønnes Robert Habeck, Friedrich Merz fra CDU og helt til højre Alice Weidel fra AfD. Foto: Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix

Det blev klart søndag aften, da der var partilederdebat.

- Jeg vil ikke tillade, at en amerikansk vicepræsident fortæller mig, hvem jeg kan tale med her i Tyskland, sagde CDU-leder Friedrich Merz, der ifølge målingerne er favorit til at blive Tysklands næste forbundskansler.

Han kaldte AfD et "overvejende ekstremistisk højreparti" og lovede, at en centrumhøjreblok ikke vil samarbejde med AfD efter valget.

Olaf Scholz, socialdemokrat og nuværende forbundskansler, må nok se i øjnene, at han mister regeringsmagten. Hans parti ligger til 15 procent.

Han agter at beholde "brandmuren", uanset hvad Vance siger.

Alice Weidel er AfD's kandidat som forbundskansler. Under debatten brugte hun noget af den samme argumentation, som Vance gjorde, nemlig at en "brandmur" holder millioner af vælgere uden for indflydelse i et demokratisk land.

- Vi må ikke bygge brandmure for at udelukke millioner af vælgere. Vi må tale med hinanden, sagde hun.

Mellem 30.000 og 40.000 demonstranter samlede sig søndag i hjertet af Berlin for at protestere mod det yderste højre. Foran i billedet er det sangeren Herbert Grönemeyer, der optræder. Jo, det var samme Grönemeyer, der i 1981 spillede med i filmen "Das Boot". Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix

- I kan fornærme mig her i aften, lige så meget i vil. Men I fornærmer millioner af vælgere. Det påvirker ikke mig overhovedet. Jeg repræsenterer disse vælgere.

Søndag var der også en større demonstration i den tyske hovedstad, Berlin. Her trodsede mellem 30.000 og 40.000 demonstranter den bidende vinterkulde og samlede sig på Bebelplatz og Unter den Linden for at demonstrere mod det yderste højre.

Politiet talte om 30.000 deltagere, arrangørerne om 38.000.

- Jeg ser en stor fare for, at demokratiet er i fare, og at partier, der vil underminere og dræbe demokratiet, vinder magt, sagde en demonstrant til dpa.

Demonstrationen holdt også et minuts stilhed for en mor og hendes to-årige datter, der blev dræbt, da en afghansk asylansøger for nylig kørte ind i en menneskemængde i München.

/ritzau/

Meningsmålinger

* Meningsmålingerne op til Tysklands forbundsdagsvalg søndag den 23. februar giver det borgerlige parti CDU og dets bayerske søsterparti, CSU, omkring 30 procent af stemmerne.

* Partiet Alternative für Deutschland (AfD) på den yderste højrefløj ligger til 20 procent.

* Socialdemokratiet ligger til 15 procent.

* De Grønne kan vente at få 13 procent af stemmerne.

* De sidste stemmer fordeles på mindre partier.

* Tyske analytikere vurderer, at den mest sandsynlige regering efter valget er en koalitionsregering med CDU/CSU og enten Socialdemokratiet eller De Grønne - eller måske begge partier.

Kilde: dpa.

/ritzau/

USA's vicepræsident, J.D. Vance, da han fredag talte ved sikkerhedskonferencen i München. Det var her, at han blandede sig i det tyske valg ved at opfordre til, at de gamle partier samarbejder med AfD på den yderste højrefløj. Foto: Sven Hoppe/Ritzau Scanpix
Meningsmåling. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu