Vance opfordrer til direkte forhandlinger mellem Rusland og Ukraine
Vance taler om forholdet mellem Ukraine og Rusland i Washington D.C. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
USA kan ikke mægle mellem Rusland og Ukraine, hvis ikke de to også forhandler direkte, siger J.D. Vance.
Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, opfordrer til direkte forhandlinger mellem Rusland og Ukraine.
Det gør han ved en begivenhed i Washington D.C., som afholdes af sikkerhedskonferencen i München.
- Vi tror, at det sandsynligvis er umuligt for os at mægle, uden at der i det mindste er nogle direkte forhandlinger mellem de to. Så det er det, vi fokuserer på, siger Vance onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Vicepræsidenten siger også, at Rusland kræver for mange indrømmelser i forhandlingerne.
Men alligevel er vicepræsidenten ikke så pessimistisk, hvad angår muligheden for at få afsluttet krigen i Ukraine, siger han ifølge Reuters.
Den amerikanske regering har haft forhandlinger med Rusland og Ukraine enkeltvist, men det er trods præsident Donald Trumps mål om en hurtig våbenhvile ikke lykkedes at få forhandlet længere og mere omfattende pauser i kampene på plads.
Undervejs har Trump haft en noget mere forstående tilgang over for russiske ønsker, end forgængeren Joe Biden havde.
Men der har på det seneste fra amerikansk side været udtrykt utålmodighed med manglende fremskridt i forhandlingerne. Det gælder både for Ukraine og Rusland.
Der var i februar stort fokus på et skænderi for rullende kameraer i Det Hvide Hus mellem Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Trump og Vance.
Men siden har amerikanerne også udtrykt skepsis over for, om Rusland og præsident Vladimir Putin har et reelt ønske om at opnå fred i Ukraine snart.
Rusland er aktuelt i færd med forberedelser til 9. maj-fejringer, hvor landet markerer sejren over Nazityskland i 1945.
Rusland har planer om en våbenhvile fra den 8. til den 10. maj, men Ukraine har afvist våbenhvilen og sagt, at forslaget alene kommer af hensyn til de russiske parader.
Fra russisk side lyder det, at Rusland vil svare igen, hvis Ukraine angriber i løbet af våbenhvilen.
Ukraine vil ikke garantere for sikkerheden i Moskva under paraden, og der har frem til onsdag været rettet ukrainske droneangreb mod den russiske hovedstad tre dage i træk.
/ritzau/
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst