Vänsterpartiet accepterer Löfven som svensk statsminister
Over fire måneders langstrakte forhandlinger i Sverige nærmer sig sin ende. Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, står til at fortsætte som landets statsminister, efter at Vänsterpartiets leder, Jonas Sjöstedt (billedet), onsdag har meddelt, at partiet accepterer, at Löfven bliver statsminister. Foto: 10070 Jessica Gow/Tt/Ritzau Scanpix
10070 Jessica Gow/Tt/Ritzau Scanpix
Vänsterpartiet kommer til at afstå fra afstemning om Stefan Löfven som statsminister, siger partiets leder.
Vejen er onsdag formiddag blevet banet for, at Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, kan tage endnu en tørn som statsminister i Sverige.
Vänsterpartiet i Sverige meddeler på et pressemøde således, at det vil stemme blankt i en afstemning om Löfven som statsminister.
Det betyder, at der ikke vil være et flertal imod Löfven, der allerede har sikret sig støtte fra tre partier.
Afstemningen om Löfven ventes at finde sted fredag. Det skal dog først offentliggøres af Riksdagens formand, talman Andreas Norlén. Det ventes at ske fredag eftermiddag klokken 14.00.
Fredag i sidste uge meddelte Socialdemokraterna, Miljöpartiet og de borgerlige partier Centerpartiet og Liberalerna, at de var nået til enighed om et udkast til en regeringsaftale.
I weekenden sikrede Miljöpartiet, Centerpartiet og Liberalerna sig støtte internt i deres partier. Det betyder, at de er klar til at stemme for Löfven.
Venstrefløjspartiet Vänsterpartiet meddelte imidlertid, at det ikke var tilfreds med det udkast, som de fire partier havde præsenteret.
Det var blandt andet ikke tilfreds med, at der i udkastet eksplicit stod, at partiet skulle holdes uden for politisk indflydelse.
Dermed tegnede der sig et muligt flertal imod Stefan Löfven.
Onsdagens udmelding fra Jonas Sjöstedt betyder dog, at det ikke sker.
Socialdemokraterna fik 100 mandater ved valget for over fire måneder siden. Med stemmer fra Miljöpartiet (16 mandater), Centerpartiet (31) og Liberalerna (20) er der i alt 167 stemmer på Löfven.
I den modsatte blok kan Moderaterna (70), Sverigedemokraterna (62) og Kristdemokraterne (22) skrabe 154 stemmer sammen imod Löfven.
Vänsterpartiets 28 mandater er derfor tungen på vægtskålen.
Partiet-leder Jonas Sjöstedt har de seneste dage været i forhandlinger med Stefan Löfven. Her har han fået en række løfter fra den socialdemokratiske leder.
- Formuleringen om at Vänsterpartiet skal holdes uden for politisk indflydelse er nu i praksis tilintetgjort, siger Vänsterpartiets leder.
Han siger dog også, at Vänsterpartiet ikke vil holde sig tilbage med at vælte Löfven, hvis regeringen går imod Vänsterpartiets vilje.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned