Verdens mest magtfulde mand var gammel og træt og lod Obama føre ordet
Donorer fortæller, at det var tidligere præsident Barack Obama, der talte mest, da præsident Joe Biden og Obama den 15. juni var i Los Angeles for at rejse penge til Bidens præsidentkampagne. Foto: Kevin Lamarque/Reuters
Joe Bidens skarphed er blevet sløvet i de senere måneder. Kilder i hans administration fortæller om en præsident, der indimellem må styres helt ned i detaljen.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Man når næppe så langt i livet, at man bliver USA's præsident, hvis man ikke bugner af selvtillid og har en god portion stædighed.
Natten til fredag dansk tid viste den 81-årige amerikanske præsident, Joe Biden, at han stadig er udstyret med begge egenskaber.
Der er et voksende pres på ham for at lade være med at genopstille til præsidentvalget den 5. november, efter at han i perioder udstillede sig selv som gammel, forvirret og glemsom i tv-duellen med den sandsynlige republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, den 27. juni.
Natten til fredag mødte han pressen efter et Nato-topmøde. Da afviste han al snak om at opgive sit kandidatur. Al snak om, at hans demokratiske parti skal forsøge at finde en yngre kandidat.
- Jeg mener, at jeg er den bedst kvalificerede til at stille op som præsident. Jeg har vundet over Trump før. Jeg kan vinde igen, sagde han ifølge USA Today.
Annonce
- Det eneste, som alder gør ved dig, er at skabe en smule visdom, hvis man er opmærksom, sagde han også.
Tidligere snublede han ellers rundt i de forskellige ledere. Hans vicepræsident hedder Kamala Harris, men han talte om "vicepræsident Trump".
Han forvekslede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Reuters skriver, at han under den omkring en time lange pressekonference ofte mumlede og hostede. Og hans optræden har ifølge nyhedsbureauet ikke dæmpet kritikken af ham.
Imens fortsætter demokratiske politikere og personer fra partiet med at tale anonymt med amerikanske medier om Biden. Og det er ikke gode nyheder for den trængte præsident.
NBC News skriver på sin netavis, at tre personer, der er direkte involveret i hans valgkampagne, regner hans chancer for at vinde for lig nul.
CNN har talt med både politikere og demokratiske donorer. Nogle af dem var med under en donorkonference i Los Angeles i juni.
Det var den konference, som skuespilleren George Clooney henviste til i et indlæg i New York Times forleden.
Her anbefalede han, at Biden dropper sit kandidatur. Clooney sagde, at den Biden, han så til donorkonferencen, var den samme Biden, han så falde igennem i tv-duellen.
Præsident Joe Biden og førstedamen Jill Biden på vej ind i Air Force One i Los Angeles den 16. juni for at flyve til Washington D.C. Bidens folk har forklaret, at Biden kom til Los Angeles fra Italien. Den lange flyvetur var årsag til, at han ikke var helt frisk under donorkonferencen. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
CNN har fået det bekræftet af andre deltagere i konferencen.
Annonce
Bidens folk har påpeget, at han kom til konferencen fra en lang flyvning fra Italien. Men nogle af de store donorer var alligevel overraskede over, hvordan præsidenten så ud og virkede.
- Han var mindre overbevisende end normalt, siger en af dem.
Biden sagde næsten ikke noget. Han overlod det til tidligere præsident Barack Obama at tale med donorerne.
Nogle af deltagerne siger, at det var en helt anden Biden end ham, de så i marts til en konference i New York, hvor han var på scenen med Obama og tidligere præsident Bill Clinton.
- Der er en markant forskel på præsidenten fra foråret til sommer. Han er bare ikke den samme, siger én.
CNN's kilder siger også, at hans rådgivere mere og mere styrer ham igennem dagen. Det er normalt, at ledere hjælpes med hurtige briefinger, men det er åbenbart omfattende med Biden.
Joe Biden under den én time lange pressekonference natten til fredag efter Nato-topmødet i Washington D.C. Foto: Yves Herman/Reuters
Han får lister med talepunkter, navne og tegninger, der viser præcist, hvor han skal gå.
Hans ministermøder er meget iscenesatte. Der er ikke meget frit fra leveren.
En minister kan på forhånd få at vide, at efter 25 minutter spørger Biden om dette. Hvad vil dit svar være?
Sådan var ministermøder ikke i Obamas tid, og her deltog Biden som vicepræsident.
Annonce
En minister siger til CNN, at ministrene er usikre på Bidens tilstand, for de ser ham så sjældent.
Det seneste fulde regeringsmøde var den 2. oktober 2023.
/ritzau/
En kattelem for at gå af?
* Under pressekonferencen natten til fredag dansk tid blev præsident Joe Biden presset af spørgsmål om, hvorvidt han vil overveje at stoppe som præsidentkandidat.
- Nej, medmindre de (rådgiverne, red.) kommer og siger, at der er ikke en chance for, at jeg kan vinde, sagde han.
* Han sagde videre, at under Demokraternes konvent i august, hvor partiet formelt vælger præsidentkandidaten, kan delegerede følge deres samvittighed og stemme på en anden kandidat end ham. Men jeg tror ikke, at det vil ske, sagde han.
* Biden har vundet de fleste delegerede under partiets primærvalg. Den kandidat med flest delegerede bag sig bliver kandidat. Biden er lige nu den eneste kandidat blandt Demokraterne.
Kilde: CNN.
/ritzau/
Vicepræsident Kamala Harris nævnes i amerikanske medier som en mulig præsidentkandidat, hvis Biden ender med at trække sig. Billedet er fra torsdag, da der var Nato-topmøde i Washington D.C. Hun var til vælgermøde i Greensboro i North Carolina. Foto: Sean Rayford/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Motorcykel på vanvidstur: Stak af fra politiet og kørte over for rødt uden kørekort
Atlas bruger sin sommerferie på at fortælle andre unge om deres rettigheder på arbejdet
Kajakroere i problemer satte stor redningsaktion i gang
Jobpatruljen rykker ud: Unge skal kende deres rettigheder
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud
Ejer af grillbar: Alt er smeltet