Verdens største krokodille i fangenskab er død i Australien
Saltvandskrokodillen Cassius var den største krokodille i fangenskab. Krokodillen vurderedes at være over 110 år gammel. Cassius ses her fotograferet i 2023. Foto: Aap/Reuters
En krokodille på 5,48 meter er død i det nordøstlige Australien. Det var den største i fangenskab i verden.
Verdens største krokodille i fangenskab er død.
Det oplyser Marineland Melanesia, som er en zoologisk have med krokodiller i det nordøstlige Australien, i et opslag på Facebook.
Cassius, som krokodillen hed, var 5,48 meter lang. Man vurderer, at krokodillen var over 110 år gammel.
- Han var mere end bare en krokodille. Han var et værdsat medlem af vores familie og bragte glæde og selskab til sin bedste ven, George, i over 37 år, skriver Marineland Melanesia på Facebook.
Krokodilleparken ligger på øen Green Island knap 30 kilometer fra byen Cairns i den australske delstat Queensland.
Parken blev købt af George og Shirley Craig i 1971 og har været ejet af familien siden.
I 1987 blev Cassius bragt til Marineland Melanesia fra området Northern Territory, der grænser op til Queensland.
I opslaget på Facebook skriver krokodilleparken desuden, at George Craig i begyndelsen af oktober flyttede fra Green Island til Cairns for at bo på et plejehjem.
I midten af oktober begyndte krokodillens helbred at blive værre.
- Han var meget gammel og menes at have levet længere end en vild krokodille. Cassius vil blive savnet dybt, men vores kærlighed og minder om ham vil altid være i vores hjerter, skriver den zoologiske have i opslaget.
Saltvandskrokodillen har levet i fangenskab, siden den blev fanget i 1984 i floden Finniss. Her lød vurderingen, at krokodillen var mellem 30 og 80 år gammel.
Cassius overtog sin rekord fra krokodillen Lolong, som døde i 2013.
Lolong var den største krokodille i fangenskab nogensinde ifølge Guinness World Records.
Ligesom Cassius var Lolong en saltvandskrokodille. Den blev fanget i 2011 i Filippinerne og var 6,17 meter lang. Den vejede omkring 1075 kilo.
Saltvandkrokodiller er den største krokodilleart. De kan i sjældne tilfælde blive op til syv meter lange og veje op til 1200 kilo, skriver Guinness World Records på sin hjemmeside.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie