Vold og konflikter sender flere afrikanere på flugt i eget land

En mand bærer sine ejendele til en lejr for internt fordrevne i Malawi, efter at en cyklon i 2023 skabte store ødelæggelser i det sydøstlige Afrika. Antallet af afrikanere, der hvert år er tvunget til at flygte fra klimarelaterede naturkatastrofer, er stærkt stigende. (Arkivfoto). Foto: Thoko Chikondi/Ritzau Scanpix

Knap halvdelen af verdens internt fordrevne er at finde i afrikanske lande. Særligt fem lande er hårdt ramt. Situationen er kritisk, men ikke håbløs, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det blev set som en historisk milepæl, da en lang række af afrikanske lande i 2009 indgik en traktat for at mindske antallet af internt fordrevne.

Der blev lavet en bindende aftale med værktøjer til at håndtere alle årsager til og faser af intern fordrivelse.

Men 15 år senere er status, at det slet ikke er gået som håbet.

I Afrika er antallet af folk, der er på flugt i eget land, tredoblet siden traktaten.

Det viser en rapport fra Internal Displacement Monitoring Centre (IDMC).

Organisationen har i årevis fulgt og analyseret antallet af internt fordrevne i verden.

Der er i dag 35 millioner internt fordrevne i Afrika. Det er næsten halvdelen af antallet af internt fordrevne globalt.

Rapporten viser, at det er stigende konfliktniveauer og øget vold, der fører til flere internt fordrevne.

Alexandra Bilak, direktør i IDMC, er dog ikke udelukkende negativ. Der er gode initiativer, mener hun.

- Situationen med internt fordrevne i Afrika er helt sikkert kritisk, men ikke håbløs.

- Der er mange gode eksempler på kontinentet på regeringer, som arbejder på at tage fat ved roden på problemet, siger hun i en pressemeddelelse.

Af de 35 millioner internt fordrevne er 32,5 millioner af dem på flugt på grund af konflikt og vold. 80 procent af dem er koncentreret i blot fem lande.

De fem særligt konfliktplagede lande er Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Nigeria, Somalia og Sudan.

Samtidig er antallet af afrikanere, der hvert år er tvunget til at flygte fra klimarelaterede naturkatastrofer, stærkt stigende.

Der er i dag seks gange flere, som er tvunget på flugt på grund af katastrofer - særligt oversvømmelser og tørke - sammenlignet med i 2009.

34 afrikanske lande har ratificeret traktaten fra 2009. Mange har ifølge IDMC foretaget fornuftige investeringer og udviklet gode værktøjer til at tage sig af problemet.

Men flere konflikter og klimaforandringer gør det svært at stoppe den negative udvikling, lyder det. Det kræver en endnu større indsats og flere investeringer.

Det er ifølge IDMC vigtigt, at lande i højere grad fokuserer på at forhindre fordrivelser frem for at reagere på dem.

- At forhindre fordrivelser og hjælpe folk med at genopbygge deres liv kræver ikke kun kortvarige løsninger, men også langsigtede investeringer, siger Bilak.

- For at ændre udviklingen og holde traktaten i live de næste 15 år bør regeringer styrke deres forpligtelser til at tage hånd om de underliggende årsager til internt fordrevne. Det sker gennem fredsforhandling, klimahandling og bæredygtig udvikling.

Det er ikke kun de internt fordrevne, der mærker konsekvenserne af at være tvunget på flugt.

Internt fordrevne somaliere er her samlet i en lejr i 2022. Somalia er et af de fem lande, som er særligt hårdt plaget af konflikter og vold. (Arkivfoto). Foto: Jerome Delay/Ritzau Scanpix

Det går også ud over de enkelte landes udvikling. For de, der er på flugt, har svært ved at få arbejde og dermed betale skat.

Samtidig skal der bruges store summer på at give dem husly, beskyttelse og tilbyde sundhedstjenester og uddannelse.

- Det er ikke for sent at hjælpe dem, hvis liv er blevet vendt på hovedet, da de blev tvunget til at flygte fra deres hjem. Men der er ingen tid at spilde, siger Bilak.

/ritzau/

Nøgletal fra rapporten

* 35 millioner er internt fordrevne i Afrika. Det er tre gange så mange som i 2009.

* Konflikter og vold driver stigningen. Antallet af folk på flugt i eget land i Afrika på grund af konflikter og vold er steget fra 10,2 millioner i 2009 til 32,5 millioner i 2023. Næsten 80 procent af dem er at finde i fem lande: Sudan, Den Demokratiske Republik Congo, Somalia, Nigeria og Etiopien.

* Antallet af internt fordrevne på grund af naturkatastrofer er næsten seksdoblet over de seneste 15 år. Oversvømmelser står for mere end tre fjerdedele af fordrivelser forårsaget af naturkatastrofer. Tørke står for omkring 11 procent.

Kilde: Rapporten "Internal Displacement in Afrika" af Internal Displacement Monitoring Centre.

/ritzau/

Etiopiere på flugt i eget land samler vand nær en lejr for internt fordrevne. Det er muligt at vende udviklingen, men kræver øjeblikkelig handling, lyder det fra en organisation, der overvåger antallet af internt fordrevne i verden. (Arkivfoto). Foto: Eduardo Soteras/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu