Volden i Kenya risikerer at stige efter omstridt omvalg
En valgtilforordnet gør en stemmeseddel klar ved en gaslampe i byen Gatundu i Kenya, hvor mere end 19 millioner var registreret som vælgere ved et præsidentvalg for anden gang på knap tre måneder. Foto: /ritzau/AP/Ben Curtis
/ritzau/AP/Ben Curtis
Mindst fire personer blev dræbt på valgdagen i Kenya, og i nogle områder er valghandlingen udskudt til lørdag.
Minds fire mennesker blev dræbt og flere end 50 andre såret under voldelige sammenstød under Kenyas omstridte præsidentvalg torsdag.
Flere steder måtte valget udskydes på grund af manglende sikkerhed.
Den dybe splittelse mellem vælgerne blev understreget, da parlamentsmedlemmer - både fra det regerende parti og fra oppositionen - udvekslede knytnæveslag efter lukningen af valgstederne.
Slagsmålet på Hotel Panafric i Nairobi blev udløst, da de to lejre skulle holde pressekonferencer samtidigt samme sted. Hele episoden blev transmitteret direkte på nationalt tv.
Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters.
Flere end 19 millioner vælgere var registreret til at kunne stemme om en ny præsident for anden gang på knap tre måneder.
Da de gik til stemmelokalerne 8. august, foregik det fredeligt. Men Kenyas højesteret krævede efterfølgende, at valget skulle gå om på grund af "alvorlige uregelmæssigheder".
Oppositionsleder Raila Odinga havde på forhånd meddelt, at han ville boykotte omvalget, og han opfordrede sine tilhængere til at gøre det samme.
Odinga trak sig ud af kampen om magten allerede for godt to uger siden, fordi han mener, at valgkommissionen ikke har organiseret valget godt nok, således at der vil være garanti for, at valget er frit og retfærdigt.
Oppositionens boykot vil efter alt at dømme sikre præsident Uhuru Kenyatta genvalg og resultere i en regering bestående af hans Jubilee-parti.
I Nairobi kom det på valgdagen til sammenstød mellem politi og demonstranter. Flere steder i landet brugte politi tåregas mod stenkastende demonstranter.
Der blev rapporteret om dødelig vold i Homa Bay og i byen Kisumu.
I Kisumu blev en person dræbt af skud. Det skete ifølge politiet, da omkring 300 mennesker stormede et valgsted.
Også i Nairobis slum blev en person dræbt på valgdagen.
Formanden for landets valgkommission, Wafula Chebukati, oplyste torsdag aften lokal tid, at valghandlingen i fire distrikter er udskudt til lørdag. Det gælder blandt andet i byen Kisumu, hvor oppositionen står stærkt.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned