Voldsom uro i Gaza koster mindst 15 palæstinensere livet
En såret ung palæstinenser bæres væk af andre demonstranter under sammenstødene med israelske soldater ved grænsen mellem Gazastriben og Israel fredag. Foto: Scanpix/Mahmud Hams
Scanpix/Mahmud Hams
Titusinder af palæstinensere deltager i protester i Gazastriben. FN's Sikkerhedsråd er indkaldt til hastemøde.
Mindst 15 palæstinensere er dræbt under fredagens uroligheder ved grænsen til Gazastriben.
Det oplyser sundhedsministeriet i Gaza ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mange tusinde palæstinensere demonstrerer ved grænsen mellem Gaza og Israel. Både kvinder, mænd og børn deltager.
Der er registreret over 1400 tilskadekomne under protesterne. Over halvdelen - 758 - er ramt af skarpe skud, mens resten har indåndet tåregas eller er blevet beskudt med gummikugler, siger ministeriet.
Det gør fredagen til den mest voldelige dag i Gaza siden krigen mod Israel i 2014.
FN's Sikkerhedsråd er indkaldt til hastemøde sent fredag aften dansk tid for at drøfte fredagens voldelige udvikling i Gaza, oplyser diplomater.
Dagen igennem har der været voldsomme sammenstød mellem palæstinensere og Israels soldater, som skyder med skarpt og har taget droner i brug, som affyrer tåregas ned over demonstranterne.
Israels militær vurderer, at omkring 30.000 palæstinensere deltager i protesterne i Gazastriben. På Vestbredden har der nogle steder været mindre protester.
Lederen af Hamas, Ismail Haniya, deltog også i demonstrationerne i Gazastriben. Det menes at være første gang i årevis, at han er så tæt på Israels grænse.
Fredag aften opfordrede de politiske ledere i enklaven demonstranterne til at trække sig tilbage fra grænsen og komme igen lørdag, hvor protesterne efter planen skal fortsætte.
Med demonstrationerne kræver palæstinenserne, at folk, som blev fordrevet fra deres hjem ved Israels oprettelse i 1948, skal kunne vende tilbage. Det kaldes "haq al-awda", som betyder "retten til at vende tilbage".
De israelske myndigheder har været forberedt på protesten, som er planlagt til at vare indtil 14. maj. Den dato forventer USA at åbne en ny ambassade i Jerusalem. Dagen markerer også 70-året for oprettelsen af staten Israel.
At USA's præsident, Donald Trump, har besluttet at flytte amerikanernes ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem har provokeret palæstinenserne. Også mange USA-allierede lande er ærgerlige over beslutningen.
Flere iagttagere mener, at det vil skade en fredsproces mellem parterne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned