Voldsomme mængder regn i Thailand koster 40 mennesker livet
40 mennesker har mistet livet som følge af de voldsomme regnskyl og oversvømmelser, der har ramt det sydlige Thailand. Foto: AP/Altaf Qadri
AP/Altaf Qadri
Og det værste er endnu ikke overstået, advarer myndighederne, som forventer mere regn de kommende dage.
Dødstallet fra de voldsomme regnskyl og oversvømmelser, der har ramt store dele af det sydlige Thailand de seneste to uger, er nu oppe på 40.
Samtidig forventes der at falde mere regn de kommende dage.
Det oplyser myndigheder i landet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er uvist, om der er udlændinge blandt de omkomne.
Vej- og jernbaneforbindelser er blevet afskåret, afgrøder risikerer at gå tabt, og i alt er omkring 1,6 millioner mennesker påvirket af situationen.
Det oplyser leder af afdelingen for katastrofeforebyggelse i Thailand Chatchai Promlert.
- Det værste er ikke overstået endnu. Vi forventer mere regn i den kommende uge, siger han til Reuters søndag.
Blandt de ramte områder er turistdestinationen Koh Samui. Øen er et populært rejsemål for blandt andet danskere.
Mange fly er aflyst som følge af oversvømmelserne, der kommer samtidig med, at højsæsonen for turisme står for døren i Thailand.
Vandmasserne har forvandlet veje til floder, skyllet strækninger af jernbaneskinner væk og forsinket lufttrafikken på blandt andet Koh Samui.
Regntiden i Thailand finder normalt sted fra juni til november, og januar er traditionelt solrig og klar. Men vedvarende kraftig regn, der begyndte 1. januar, har altså skabt enorme oversvømmelser i syd.
Thailand er en af verdens største producenter af naturgummi, og ifølge branchen vil produktionen for 2016/2017 falde ti procent på grund af oversvømmelserne.
Landet oplevede i 2011 de værste oversvømmelser i et halvt århundrede. Her mistede flere end 900 mennesker livet.
Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservices oplysninger er der ingen danskere blandt de omkomne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned