Voldsomme protester i Egypten mod Mursi

Rasende egyptiske demonstranter har stormet Det Muslimske Broderskabs hovedkvarter i Alexandria, hvor de brænder bøger og møbler af i gaderne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Optøjerne kommer, efter at præsident Mohamed Mursi torsdag i et kontroversielt dekret har givet sig selv vidtrækkende beføjelser og stækket det egyptiske retsvæsens magt.

Også mange andre steder i landet er der protester i gang mod dekretet, som er blevet kaldt et kup mod retssamfundet.

Mursi er islamist med rødder i Det Muslimske Broderskab, og han siger, at dekretet gør det muligt at handle hurtigere og fremme demokratiet i Egypten.

Men det argument køber demonstranterne ikke.

Kontorer, der tilhører Det Muslimske Broderskabs politiske fløj, er også blevet angrebet andre steder end i Alexandria og sat i brand. Det er sket i kanalbyerne Ismailiya og Port Said, siger kilder i broderskabet til statslige medier i Kairo.

I hovedstaden har demonstranter planlagt masseprotester på den ikoniske Tahrirplads, hvor de vil protestere mod "den nye farao."

Tilhængere af Mursi i det magtfulde Muslimske Broderskab er fredag samlet uden for præsidentpaladset i Kairo for at vise deres støtte til det nye dekret.

Mursi understreger i en tale til sine tilhængere, at Egypten "bevæger sig fremad, og at hans handlinger skal tilfredsstille Gud og nationen," skriver det officielle nyhedsbureau.

- Sejren kommer ikke uden en klar plan, og det er, hvad jeg har, siger præsidenten om sin omstridte beslutning.

De nye beføjelser indebærer blandt andet, at Mursis afgørelser ikke kan efterprøves juridisk, før en ny nationalforsamling er valgt.

Mursi har desuden fyret statsanklager Abdel Meguid Mahmoud, der er blevet kritiseret efter frifindelsen af flere embedsmænd, som var anklaget for at have del i ansvaret for drab på demonstranter under sidste års revolution, der fældede Mubarak-styret.

/ritzau/AFP