Wammen: Hollandsk hjemmeside er usympatisk

Det siger europaminister Nicolai Wammen (S) på vej ind til debat om diskriminerende hjemmesider i EU-Parlamentet.

- Min egen personlige holdning er den, at jeg synes, hjemmesiden er usympatisk, og jeg tager afstand fra den, siger Nicolai Wammen.

Han understreger samtidig, at der er tale om et emne, som Danmark ikke skal blande sig i.

- Jeg betragter det som et internt hollandsk spørgsmål, og som jeg har forstået sagen, så overtræder hjemmesiden ikke hollandsk lovgivning, siger europaministeren.

Hjemmesiden har eksisteret i en måned og har siden sin begyndelse været udsat for massiv kritik. Blandt andet har 10 ambassadører fra Central- og Østeuropa sendt et brev til den hollandske regering og opfordret til, at man fordømmer hjemmesiden.

Den hollandske premierminister har dog ikke ønsket at kommentere initiativet, som han kalder et enkelt partis idé. Ikke regeringens.

Det er netop indvandrere fra central- og østeuropæiske lande, som siden giver mulighed for at anmelde, hvis de har været til gene for hollænderne.

Men løsningen er ikke at presse på for at få siden lukket ned, mener Nicolai Wammen.

- Jeg respekterer, at der er plads til, at man i et demokrati med ytringsfrihed kan have holdninger, som andre partier er dybt uenige i, så længe man holder sig inden for lovens rammer, siger han.

Ifølge Frihedspartiet har mere end 100.000 indtil videre udfyldt internetformularen og klaget over tilflytterne.

/ritzau/

Det er usympatisk, når det hollandske Frihedsparti på en hjemmeside opfordrer hollænderne til at klage over en polak, en bulgarer eller en rumæner, der har "taget" deres job.

Offentliggjort Sidst opdateret