Washington Post: USA sender våben til Syrien
USA er begyndt at sende våben og teknisk udstyr til oprørere i Syrien, skriver den amerikanske avis The Washington Post.
Med henvisning til amerikanske og syriske kilder skriver den amerikanske avis, at CIA har leveret våben i et par uger. Våbenleverancerne er begrænset til lette våben og ammunition.
I sin netudgave skriver The Washington Post, at det amerikanske udenrigsministerium har sendt forskellige sendinger med køretøjer og andre materialer - blandt andet nyt militært udstyr, som ikke er våben, og sofistikeret kommunikationsudstyr samt avancerede pakker med lægehjælp til brug under kamp.
CIA afviser at kommentere rapporterne i The Washington Post.
Rapporten i den amerikanske avis kommer på et tidspunkt, hvor fronterne synes fastlåset i den blodige konflikt mellem oprørernes og regimet i Damaskus.
Embedsmænd i Washington siger til den amerikanske avis, at militært udstyr, som ikke er dræbende våben, har til formål at skabe større enhed og sammenhæng i de ret splittede og sammensatte oprørsgrupper i Syrien.
USA's præsident, Barack Obama, gik tirsdag ind på at give det internationale diplomati endnu en chance til at løse konflikten, inden USA anvender militær magt mod Syriens kemiske våben.
Obama har understreget, at en aftale må bekræfte, at Assad-regimet overholder dets forpligtelser, og han siger, at det spiller stærkt ind, at Rusland, der er Assads stærkeste allierede, står bag aftalen.
Selv om Obama har bedt Kongressen om at vente med en afstemning om et eventuelt militært angreb, så har han samtidig beordret militæret til at bevare sine aktuelle stillinger for at kunne lægge et maksimalt pres på Assad.
Obama holdt også døren åben for et kortvarigt og målrettet luftbombardement af Syrien, hvis diplomatiet fejler.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie