WHO: Israel vil gå med til humanitær pause i Gaza
En storesøster vifter luft til den palæstinensiske dreng Abu Al-Jidyan, som er registreret som den første i Gaza, der er blevet ramt af polio i 25 år. Han bor i Deir al-Balah i det centrale Gaza. Foto: Ramadan Abed/Reuters
Israel vil dagligt holde pause i sin krig i Gaza fra 1. september, så der kan vaccineres mod polio.
Verdenssundhedsorganisationen WHO siger, at Israel er gået med til "humanitære pauser" i Gaza, så der kan vaccineres mod polio.
Det handler om, at der dagligt skal holdes pauser i den krig, som Israel fører i Gaza. Det siger Rik Peeperkorn, der er WHO's repræsentant i de palæstinensiske områder.
- Vi diskuterede det og blev enige, og det betyder, at kampagnen vil starte 1. september i det centrale Gaza i tre dage. Og der vil være en humanitær pause under vaccinationerne, siger han.
Siden skal vaccinationerne rykke til det sydlige Gaza og derefter til den nordlige dele.
Hamas hilser FN's anmodning om humanitære pauser velkommen.
Basem Naim fra Hamas siger til nyhedsbureauet Reuters, at hans organisation er rede til at samarbejde med internationale organisationer.
Polio er en akut virusinfektion også kendt som børnelammelse. Virusset er meget smitsomt, og polio kan medføre varige og invaliderende lammelser. I værste fald dør de smittede.
Det er første gang i 25 år, at der er konstateret polio i det palæstinensiske område.
Det første tilfælde er konstateret, og der er frygt for, at polio-smitten hurtigt vil ramme mange af Gazastribens børn.
Det var 23. august, hvor WHO sagde, at mindst et lille barn var blevet lammet af type 2 poliovirus.
WHO har i forbindelse med udbruddet varslet, at over 640.000 børn i Gaza skal vaccineres mod type 2 poliovirus (cVDPV2).
Vaccinen gives i form af dråber, der dryppes i munden.
Nogle danske borgere vil huske, at man i 1960'erne og 70'erne gav vaccinen på en sukkerknald. Senere blev den dryppet i munden.
Frem til midten af 1950'erne var det en frygtet sygdom i Danmark.
I 1952 og 1953 var der et stort udbrud i Danmark, som kostede 348 livet. De fleste børn og unge. Mens mange flere blev lammet og måtte leve med livslange handicaps.
Værst stod det til blandt børn i den såkaldte sorte firkant på Nørrebro i København, hvor befolkningstætheden var stor, og smitten havde let ved at brede sig.
Med vaccinens fremkomst i 1955 fik man et effektivt våben på verdensplan til at bekæmpe sygdommen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned