WHO vil give abekopper nyt navn for at undgå diskrimination
Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber og udslæt med hvide blærer. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters
Ifølge forskere er det diskriminerende at fortsætte med at henvise til abekopper som værende "afrikansk".
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) samarbejder med eksperter om at finde et nyt navn for virussygdommen abekopper.
Det oplyser WHO ifølge BBC tirsdag.
Meldingen kommer, efter at flere end 30 forskere i sidste uge i en fælles udtalelse skrev, at der er "et presserende behov" for at finde et nyt navn til virusset og den sygdom, det forårsager, som "hverken er diskriminerende eller stigmatiserende".
Ifølge forskerne er det både upræcist og diskriminerende at fortsætte med at henvise til abekopper som værende "afrikansk".
De foreslår, at man i stedet kalder virussygdommen hMPXV.
I de seneste uger er der registreret omkring 1600 tilfælde af sygdommen på verdensplan.
I lande, hvor abekopper i forvejen var endemisk, er der registreret 72 dødsfald som følge af sygdommen. Men i de 32 lande, hvor sygdommen først for nylig er blevet registreret, er der ikke bekræftet nogen dødsfald.
Det gælder blandt andet i Danmark.
Tidligere tirsdag oplyste Sundhedsministeriet, at yderligere tre tilfælde af abekopper er konstateret i Danmark. Dermed er det samlede antal nu oppe på syv tilfælde.
Det første tilfælde af abekopper på dansk jord blev bekræftet 23. maj.
WHO oplyser ifølge BBC, at organisationen vil indkalde til et hastemøde i næste uge for at afgøre, om virusudbruddet skal betegnes som en sundhedsmæssig nødsituation af international bekymring.
Kun covid-19, svineinfluenza, ebola, zika og polio er tidligere endt i denne kategori.
- Udbruddet af abekopper er usædvanligt og bekymrende, siger chef for WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus ifølge BBC.
- Derfor har jeg besluttet at indkalde beredskabsudvalget i næste uge for at vurdere, om udbruddet repræsenterer en nødsituation af international bekymring.
Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber og udslæt med hvide blærer.
Sygdommen varer normalt mellem to og fire uger og går i de fleste tilfælde over af sig selv. Langt de fleste patienter forventes at komme sig helt.
Sygdommen er ikke luftbåren. Den smitter primært ved berøring. Og man kan først smitte andre, når man har symptomer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned