Fortsatte kampe i Yemen kastede lørdag en mørk skygge over det første møde i landets ny samlingsregering, hvis mest akutte opgave er at forsøge at forhindre, at landet glider ud i borgerkrig.
Sammenstød i den sydlige Abyan-provins kostede 11 militante og to soldater livet lørdag.
I hovedstaden Sanaa blev en soldat dræbt i natlige kampe mellem tilhængere og modstandere af den afgående præsident, Ali Abdullah Saleh.
Den ny regering står over for en række alvorlige udfordringer. I syd kæmper en bevægelse for uafhængighed, mens shiamuslimer gør oprør i den nordlige del af landet.
Sporadiske kampe med klaner, der er imod Saleh, præger fortsat billedet, mens truslen fra den regionale gren af al-Qaeda er vokset under oprøret mod præsidenten.
Saudi-Arabien frygter i lighed med USA, at ustabiliteten i Yemen kan styrke al-Qaeda.
Vicepræsident Abd-Rabbu Mansour Hadi, som Saleh har overdraget magten til, opfordrede den ny samlingsregering til at hjælpe med at sikre stabiliteten igen efter 10 måneder med protester mod Salehs 33 år lange styre.
- Alle i Yemen forventer, at I fokuserer på denne regerings hovedopgaver og styrer uden om emner, der øger uenigheden, sagde Hadi ved det første regeringsmøde, skriver det statslige nyhedsbureau Saba.
Saleh overdrog sine beføjelser til sin vicepræsident, da han i sidste måned omsider underskrev en aftale om magtoverdragelse, som golfstaterne havde forhandlet på plads.
Ifølge aftalen skal Hadi overtage præsidentembedet i februar og danne en ny samlingsregering. Dermed bliver Saleh formelt fjernet fra magten.
Oppositionen har fået halvdelen af pladserne i den ny samlingsregering, hvor oppositionsleder Mohammed Salem Basindwa er udnævnt til premierminister.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned