YouTube gjorde internetvideoer til allemandseje i ny medievirkelighed

YouTubes første video blev uploadet af Jawed Karim, der er en af videoplatformens tre stiftere. (Arkivfoto). Foto: Robert Michael/Ritzau Scanpix

Videotjenesten begyndte for 20 år siden med kortere videoer. Nu konkurrerer YouTube med de største streamingvirksomheder og har 2,5 milliarder brugere.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Me at the Zoo". Det er titlen på den første video, der blev lagt op på videoplatformen YouTube.

Det blev startskuddet til en epoke, som ingen ved hvor ender.

Fredag er det 20 år siden, at selskabet YouTube blev registreret, og i dag er det en verdensomspændende forretning.

Ifølge Louise Barkhuus, professor ved ITU med speciale inden for sociale medier og mobilteknologi, har YouTube defineret, hvad en video på internettet er.

Og der er mange, der ser dem. Ved udgangen af 2024 oplyste selskabet, at det havde 2,5 milliarder unikke brugere hver måned.

Barkhuus kalder det "et af de bredeste medier", når det kommer til streaming på grund af indholdets alsidighed. Både private og professionelle virksomheder er der. Der er helt korte videoer i form af "shorts", men også timelange videoer.

Om du har brug for en livline til at løse en andengradsligning, om du er i tvivl om, hvordan du renser din espressomaskine, eller hvis du har lyst til at se en mand i slut-20'erne spille computer - du kan finde det på YouTube.

- Det er jo Google, bare med video, siger Stine Liv Johansen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Ud over at YouTube har været en form for forgænger til andre videobaserede sociale medier som TikTok, gav det ifølge Johansen mange flere mulighed for at være medieproducent.

Især fordi det samtidig buldrede frem med smartphones og tablets.

Da YouTube blev registreret den 14. februar 2005, sprøjtede det ikke ud med videoer med det samme. Der gik to måneder, før den ene af de tre grundlæggere, Jawed Karim, udgav den første video.

Fra "bare" at være en videotjeneste kan YouTube nu konkurrere med de største streamingtjenester. Johansen påpeger, at en del videokonsumering også har flyttet sig fra at være baggrundstapet på børneværelset til fladskærmen i folks dagligstuer.

Ifølge den seneste medieudviklingsrapport fra DR er YouTube herhjemme den tredjestørste spiller på markedet inden for tv og streaming efter DR og TV 2 målt på minutforbrug.

- Det har ændret vores måde at se fjernsyn på. I stedet for at se en hel episode af noget, begyndte folk at sende klip rundt til hinanden, siger Barkhuus.

YouTubes hovedkvarter i San Bruno i Californien. (Arkivfoto). Foto: Josh Edelson/Ritzau Scanpix

- Nu kan vi pause ting, vi ser, siger hun og tilføjer, at hendes børn nogle gange glemmer, at man ikke kan trykke pause, når man ser "almindeligt" tv.

Men selv om YouTube som mange streamingtjenester tillader brugerne at pause, betyder det ikke, at man også gør det.

Barkhuus siger, at det kræver selvkontrol, når man hele tiden bliver foreslået nye videoer især med shorts-formatet.

- Jeg kunne forestille mig en situation, hvor det kunne blive forbudt om 10-15 år, hvis vi finder ud af, at det er dårligt for folks hjerner at have "de uendelige reels" kørende hele tiden.

- Nogen kan ikke styre det. De kommer ikke videre med det, de skal. Tiden kan blive taget fra søvnen. Jeg er lidt nervøs for, hvad der kan ske.

Til gengæld viser introduktionen af YouTubes "shorts", at videotjenesten har været god til at forny sig og følge med tiden, mener Barkhuus.

/ritzau/

YouTube i tal

* Siden YouTubes fødsel i 2005 er platformens videoindhold nået ud til flere milliarder mennesker.

* Tilsammen ser YouTubes brugere hver dag mere end en milliard timers indhold - alene på deres tv.

* Hver dag bliver der set mere end 70 milliarder "shorts" på YouTube.

* Der bliver udgivet mere end 500 timers videoindhold i minuttet på YouTube.

* Musikvideoen til sangen "Gangnam Style" af den sydkoreanske rapper "Psy" blev i 2012 den første video på YouTube til at få over en milliard visninger.

* I januar 2024 var YouTubes mest sete video Pinkfongs "Baby Shark Dance" med 13,9 milliarder visninger. I februar 2025 har den fået 15,6 milliarder visninger.

Kilder: YouTube, Statista og Billboard.

/ritzau/

Videoplatformen YouTube fylder 20 år fredag den 14. februar 2025. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
"MrBeast" er med 361 millioner abonnenter den mest fulgte kanal på YouTube. Personen bag kanalen er den 26-årige amerikaner James Stephen Donaldson. (Arkivfoto). Foto: Rebecca Blackwell/Ritzau Scanpix
YouTubes administrerende direktør er den 51-årige amerikanske forretningsmand Neal Mohan. Det har han været siden 2023, hvor han efterfulgte Susan Wojcicki, der havde styret videoflagskibet siden 2014. (Arkivfoto). Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
YouTube 20 år. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu