Zelenskyj fyrer alle Ukraines regionale rekrutteringschefer
Nye fyringer i Ukraines militær afspejler landets optrappede bestræbelser på at imødekomme Vestens krav om få udryddet udbredt korruption og en kultur med hemmelige aftaler og svindel i både militæret og erhvervslivet. Foto: Russian Defence Ministry/Reuters
Frygt for korruption har fået Volodymyr Zelenskyj til at rydde op i ledelsen på ukrainske rekrutteringscentre.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag fyret alle regionale militærledere i de ukrainske rekrutteringscentre.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De er fyret på grund af bekymringer om mulig korruption.
- Det her system skal drives af folk, der ved, præcis hvad krig er, og ved, hvorfor kynisme og bestikkelse under krig er forræderi, siger Zelenskyj.
Regeringen i Ukraine har gjort bekæmpelse af korruption til en topprioritet under krigen mod Rusland, der snart har stået på i halvandet år.
Ifølge Zelenskyj er det den ukrainske topgeneral Valerij Zaluzjnyj, der bliver ansvarlig for at få implementeret fyringerne.
Nye kandidater skal godkendes af den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU. Det foretrækkes desuden, at de har erfaring fra slagmarken, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor mange militærledere der i alt er blevet fyret som del af Zelenskyjs udmelding fredag.
Ukraine har rekrutteret soldater til angrebsbataljoner til landets offensiv mod de russiske styrker, hvor den ukrainske hær ifølge planen skal generobre tabt territorium.
Offensiven går dog tilsyneladende langt fra så godt, som ukrainerne havde håbet.
De nye fyringer afspejler landets optrappede bestræbelser på at imødekomme Vestens krav om få udryddet udbredt korruption og en kultur med hemmelige aftaler og svindel i både militæret og erhvervslivet.
- Under inspektioner af de territoriale rekrutteringscentre er der afsløret korruptionssager, hedder det i en erklæring fra præsidentkontoret.
Det bliver pointeret, at et af de områder, hvor korruption er særlig udbredt, er i forbindelse med den generelle mobilisering.
- Dette udgør en trussel mod Ukraines nationale sikkerhed. Det er undergravende for de statslige institutioner, hedder det.
De nye ledere, som skal indsættes, skal have erfaringer fra slagmarken, og de skal godkendes af landets efterretningstjenester.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned