Zelenskyj lover at generobre mere af Østukraine den næste uge
I en tale lørdag aften siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at russerne vil blive "dræbt en efter en", så længe præsident Vladimir Putin er ved magten i Rusland. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
De russiske soldater vil blive dræbt en efter en, så længe Putin er ved magten, siger Volodymyr Zelenskyj.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sværger, at ukrainske styrker inden for den næste uge vil generobre flere områder i landets østlige Donbas-region fra russerne.
Det siger han lørdag aften.
- I løbet af denne uge er der blevet hejst flere ukrainske flag i Donbas. Der vil være endnu flere om en uge, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Løftet kommer, efter at ukrainske styrker tidligere lørdag genvandt kontrollen over den strategisk vigtige, østukrainske by Lyman.
Det russiske forsvarsministerium oplyste ifølge det statslige nyhedsbureau Ria, at russiske styrker har trukket sig fra området på grund af "truslen for at blive omringet".
Ifølge det russiske forsvarsministerium er de russiske soldater "trukket tilbage til mere gunstige linjer".
Samtidig har det ukrainske forsvarsministerium offentliggjort en video af ukrainske soldater med gule og blå flag i Lyman.
I talen lørdag aften siger Volodymyr Zelenskyj, at russerne vil blive "dræbt en efter en", så længe præsident Vladimir Putin, der gav ordre om at invadere Ukraine, forbliver ved magten i Rusland.
- Indtil I alle sammen løser problemet med ham, der startede det hele - som startede denne meningsløse krig mod Ukraine - vil I blive dræbt en efter en, siger han ifølge AFP.
Zelenskyj kalder samtidig krigen "en historisk fejltagelse for Rusland".
Byen Lyman i det østlige Ukraine spiller en strategisk vigtig rolle på grund af sin placering. Den fungerer som et trafikknudepunkt, og dem, der har kontrollen her, kan nemt bevæge sig rundt og komme til eksempelvis Sjevjerodonetsk og Lysytjansk.
Lyman ligger i regionen Donetsk. Det er en af fire regioner, som Vladimir Putin fredag annekterede ved at skrive under på et dokument om, at de nu udgør en del af Rusland.
Særligt vestlige lande har fordømt annekteringen af områderne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned