Zelenskyj markerer uafhængighed: Angreb rammer Rusland som boomerang

Zelenskyj taler i forbindelse med uafhængighedsdag på dette billede delt af den ukrainske præsidents presseservice. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Krigen er "vendt tilbage" til Rusland, siger Volodymyr Zelenskyj i tale på uafhængighedsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Rusland presser på østpå i Donetsk-regionen, hylder Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sine soldaters offensiv i den russiske Kursk-region.

Det gør han i en tale, som ifølge præsidenten selv er optaget i grænseregionen Sumy tæt på Rusland.

- Ukrainere tilbagebetaler altid deres gæld, siger Zelenskyj i talen, som er offentliggjort lørdag på landets uafhængighedsdag.

- Og alle, der ønskede at bringe elendighed over vores land, vil også opleve det i deres eget hjem. Med renter, fortsætter præsidenten.

Lørdag den 24. august er det 33 år siden, at Leonid Kravtjuk, som senere skulle blive Ukraines første demokratisk valgte præsident, satte sin underskrift på den ukrainske uafhængighedserklæring.

Præsident Zelenskyj knytter i talen spørgsmålet om ukrainsk afhængighed sammen med den omfattende offensiv, som i starten af august blev indledt på russisk territorium i regionen Kursk.

- Hvad end fjenden har bragt til vores land, er nu vendt tilbage til deres hjem, siger præsidenten.

Det er ifølge præsidenten, sådan "uafhængighed svarer igen".

- Det er ikke skadefro, ikke blind hævn. Det er et mønster. Det er retfærdighed. En boomerang, der rammer på grund af ondskab, siger Zelenskyj.

Målet med offensiven i Kursk er ifølge Zelenskyj at skabe en såkaldt "bufferzone" mellem Ukraine og Rusland. Det har Zelenskyj tidligere sagt.

Ukraine har særligt i den nordøstlige del af landet, som blandt andet grænser op til Kursk, været ramt af missilangreb, som kommer fra den anden side af grænsen.

Millioner af ukrainere har set sig nødsaget til at forlade landet på grund af krigen. Tusindvis er også kommet til Danmark.

/ritzau/