Zelenskyj: To kinesiske soldater er fanget i Ukraine
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at ukrainske styrker har kæmpet mod kinesiske soldater i det østlige Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ukraines præsident kræver svar fra Kina på, hvorfor kinesiske soldater befinder sig på slagmarken med Rusland.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at landets militær har tilfangetaget to kinesiske soldater, som kæmpede sammen med russiske styrker i det østlige Ukraine.
- Vores militær fangede to kinesiske statsborgere, som kæmpede i den russiske hær. Det skete på ukrainsk territorium - i Donetsk-regionen.
- Vi har disse fangers dokumenter, bankkort og personlige data, siger Volodymyr Zelenskyj i et opslag på sociale medier, der indeholdt billeder af fangerne.
Zelenskyj siger, at han har bedt ukrainske embedsmænd om at få en forklaring fra Kina på, hvorfor kinesiske soldater befinder sig i Ukraine og tilsyneladende har sluttet sig til Ruslands krig mod Ukraine.
Han siger også, at han forventer, at USA reagerer på den kinesiske tilstedeværelse i Ukraine.
Zelenskyj hævder ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Ukraines militær har kæmpet mod seks kinesiske soldater i det østlige Ukraine.
Kina præsenterer sig selv som en neutral part i konflikten og har tidligere sagt, at man ikke støtter nogen af de krigsførende parter - i modsætning til USA og andre vestlige nationer.
Men Kina er en tæt politisk og økonomisk allieret med Rusland, og Nato-lande har stemplet Kina som "afgørende" for Ruslands invasion af Ukraine, som Kina aldrig har fordømt.
Der har tidligere været meldinger om, at soldater fra Nordkorea har kæmpet side om side med russerne i krigen. Rusland og Nordkorea har i de seneste år knyttet tættere bånd.
USA vurderer, at der befinder sig over 12.000 nordkoreanske soldater i Rusland.
Nordkoreas hjælp til Rusland i krigen i Ukraine er af Vesten blevet betegnet som en markant optrapning af konflikten.
USA's præsident Donald Trumps administration presser på for en hurtig afslutning på krigen mellem Ukraine og Rusland, der har varet i mere end tre år. Der føres forhandlinger med både Rusland og Ukraine.
Rusland har tidligere afvist et fælles amerikansk-ukrainsk forslag om en ubetinget og fuld våbenhvile, mens Ukraine har anklaget Rusland for at trække forhandlingerne i langdrag uden intentioner om at standse offensiven.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned