GOLFKLUB VIL HAVE FLERE SPILLERE

I Golfklubben Storstrømmen har man siden 1. januar kunnet holde sin golf ved lige uanset vejret. Foto: Privat

Golfklubben Storstrømmen vil lokke flere til med sociale arrangementer for nye hyggespillere og så er der åbent hus 23. april.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Golfklubben Storstrømmen har flere tiltag i gang for at få flere spillere og for at gøre det mere attraktivt for alle medlemmer.

- Der er allerede sket noget herude i år. Vi har købt en teebox golfsimulator, fortæller Frank Westergaard Andersen fra Golfklubben Storstrømmen.

Teeboxen der har stået i klubben siden 1. januar i år, giver medlemmerne mulighed for at spille virtuel golf på baner i hele verden.

Og så er der netop blevet ansat en kok. Anja Carlsen vil bruge den næste måneds tid, på at finde ud af, hvad medlemmerne ønsker, både hvad angår mad og hvad angår åbningstider i klubbens café Vognporten.

Kokken Anja Carlsen har netop overtaget golfklubbens café Vognporten. Foto: Privat

Åbent hus

Et af de traditionelle arrangementer er åbent hus på Golfens dag. I år er det søndag 23. april og der er to muligheder for nysgerrige.

Klokken 10-12 eller klokken 12-14 kan man under kyndig vejledning prøve om golf er noget for en.

- Man får en introduktion og en træner til rådighed og mulighed for at komme ud at se banen og prøve et par huller, fortæller Frank Westergaard Andersen.

Han lover også, at der bliver lavet konkurrencer og noget specielt for ungdommen samt lege til børn.

Mænd og kvinder

I golfklubben vil de også gerne have flere hyggespillere, derfor tilbyder de to nye ting, Mænd og golf samt Kvinder og golf.

- Det handler selvfølgelig om at spille golf, men her lægger vi mere vægt på det sociale med aktiviteter efter træningen, fortæller Frank Westergaard Andersen.

Mændene er allerede gået i gang, de spiller på torsdage klokken 17-18, kvinderne går i gang mandag 17. april og spiller på mandage klokken 17-18.

Efter træningen er der blandt andet planlagt Bajere og burgere, chip og chips samt Rar og rimelig rød (vinsmagning) til mændene.

For kvinderne hedder de planlagte aktiviteter Tapas og rosé, modeshow med vin og os samt baneintroduktion.

Derudover er der som sædvanlig fra april og hele sommeren mulighed for nysgerrige at møde op om tirsdagen klokken 17-18, hvor man kan prøve om golf er noget for en.


Igen i år holder Golfklubben Storstrømmen åbent hus på Golfens Dag. Arkivfoto: Anders Knudsen