Måske kan jeg komme ned på 40 timer om ugen
Et løbende generationsskifte er i gang i entreprenørvirksomheden Frede Vest Hansen i Idestrup. Sønnen Morten Tewes tager over fra far Niels Larsen. Foto: Privat
privat
Et generationsskifte er på vej i entreprenørvirksomheden Frede Vest Hansen. Det bliver Morten Tewes, der løbende overtager virksomheden fra sin far, Niels Larsen.
IDESTRUP: De sidste mange år har murer Niels Larsen stået i spidsen for entreprenørvirksomheden Frede Vest Hansen i Idestrup. Men over de kommende år sker der ændringer på posten, for virksomheden, der laver murerarbejde, jord, beton og brolægning, er i gang med et generationsskifte.
Planen er, at sønnen Morten Tewes løbende tager over fra far Niels Larsen.
Og Niels Larsen er helt rolig ved at overlade virksomheden til næste generation.
- Han er godt i gang allerede.
Det bliver ikke lige fra dag til dag, at Morten Tewes tager over. Tværtimod tager far og søn det løbende og i nogle bidder, så Niels Larsen kan drosle lidt ned og samtidig hjælpe sin 32-årige søn i begyndelsen.
Når Morten Tewes, der også er uddannet murer, så har overtaget, er tanken, at Niels Larsen tager nogle år som ansat i virksomheden.
- Jeg hjælper til, så han får en god start, og så fortsætter jeg i et eller andet antal år. Og måske kan jeg så komme ned på kun 40 timer om ugen, griner Niels Larsen, der er glad for, at sønnen har lyst til at tage over.
Men det har været vigtigt, at det var hans eget valg.
- Det er altid godt, når unge mennesker vil ud og være selvstændige. Jeg synes, at det er dejligt, at Morten vil føre virksomheden videre. Men det er noget, han kun skulle gøre, hvis han havde lyst til det, for det er et job med lidt mere end 37 timers arbejde om ugen, som Niels Larsen formulerer det.
Kigger ikke over skuldrene
Morten er som sagt allerede godt i gang med at få styr på alle dele af virksomheden. I starten kiggede Niels Larsen lige sønnen lidt over skuldrene, når han udregnede tilbud. Det gør han ikke længere.
- Han har lært på samme måde, som jeg gjorde, og nu kører han selv ud og sørger selv for at udregne tilbuddene, siger Niels Larsen.
Der er ingen tvivl om, at det bliver anderledes ikke længere at skulle stå i spidsen for virksomheden. Det har Niels Larsen gjort i 14 år, siden han selv overtog fra Frede Vest Hansen i 2008 – også efter et løbende generationsskifte.
Men sidste år rundede Niels Larsen 60 år, og det er derfor, at generationsskiftet nu er aktuelt.
Som han siger med et skævt smil:
- Dåbsattesten siger et dumt tal.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned