Minibogmesse med Stordstrømmen på biblioteket

Lyriker og salmedigter Merete Bandak er en af de forfattere, man kan møde på kulturnatten. Arkivfoto: Anders Knudsen

Mød en bred vifte af lokale forfattere på kulturnatten.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Et af de utallige arrangementer på kulturnatten fredag 30. september står den lokale forfattergruppe Stordstrømmen for.

En bred vifte af finteressegruppens forfattere vil være til stede i glassalen på hovedbiblioteket i Nykøbing fra klokken 17-21på kulturnatten.

Derudover byder foreningen også på to små foredrag.

Klokken 17.05 fortæller forfatter Anne Holm Christensen om almindelige menneskers ualmindelige livsfortællinger. Anne Holm Christensen er forfatter og foredragsholder. Hendes bøger tager udgangspunkt i autentiske personers livsfortælling koblet sammen med beskrivelse af den historiske tid, fortællingen foregår i, samt fiktive passager.

Fra klokken 17.30 står samtlige deltagende forfattere parat til en snak om deres forfatterskaber.

Klokken 20.00 fortæller journalist og forfatter Abelone Glahn om at skrive personligt eller for privat. Abelone Glahn har i sine nonfiktionbøger både gode og dårlige erfaringer med at inddrage familie, venner og lokale kontakter.

Forfatterne

Merete Bandak er lyriker og salmedigter, hvis inspiration kommer gennem de åbne sanser i naturen, i kirken og mellem mennesker.

Hans-Willy Bautz er journalist, krimiforfatter og foredragsholder og har i Tyskland fået udgivet to bøger med fortællinger og to krimier.

Birgitte Flensholt er selvstændig kostkonsulent, foredragsholder og forfatter. Hun har skrevet 17 virtuelle bøger på Frilæsning.dk/Gyldendal og bogen Mad på farten for unge med cerebral parese som en del af projektet Mad, motion og musik.

Else Lefmann er cand. pæd. i dansk og har skrevet en del børne- og ungdomslitteratur samt tre voksenbøger.

Lene Holm Hansen fandt først i en sen alder den kreative del af sig selv. Egentlig begyndte det, da hendes søn tabte sine mælketænder. De søgte i boghandler og biblioteker bøger om emnet, men gik forgæves. Så måtte hun jo selv finde på noget, men ideen blev først realiseret 22 år senere.

Anne Birgitta Holde arbejder som familiekonsulent. Efter i 2010 at fået konstateret sclerose har hun skrevet udviklingsbogen Hjertets forvandling – tårernes vækkeur.

Mona Hvid har fokus på at inspirere – både som forfatter og foredragsholder. På Kulturnatten lancerer hun bogen Kulturmotoren – et bud på et nyt ForeningsDanmark.

Birthe Johansson er opvokset i Gedser og Nykøbing F. Hun har fået udgivet novellerne I hver sin retning og har sammen med Knud Erik Damgaard og Susanne Lykke fået udgivet en antologi.

Anna Nyborg Mortensen arbejder med effekter, ord og billeder – ofte i kombination. Hun har eksperimenteret med alternative bogformater.

Carsten Ulendorf begyndte i en alder af 65 år at åbne sig for livet, hvor han fandt en skattekiste med tanker og erkendelser i sit indre. Så skrev han hundrede oder om det ligegyldige liv, han har levet, og om alle de ting, han gerne vil forstå.