MUTTI MENG HÅBER PÅ TO GANGE TI KILOMETER

Marina Meng nøjes ikke med at løbe motionsløb, hun er en flittig besøgende i Go2Fitness i Nykøbing. Foto: Lise Ravnkilde

Marina Meng er netop fyldt 50 og i superform. Hun håber løbstiderne vil tillade, at hun kan nå at løbe to gange ti kilometer.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Som 39-årig oplevede Marina Steen Meng, at hun blev forpustet og havde problemer med at sidde på hug. Hun arbejder som sosu-assistent og skulle hjælpe en beboer på sin arbejdsplads med at få sokker på og fik næsten krampe i benet.

- Jeg tænkte, det går ikke, det skal jeg gøre noget ved. Jeg vil løbe en halvmaraton inden jeg bliver 40, fortæller hun.

Det gjorde hun, og så har hun løbet lige siden.

Marina Meng deltager i næsten alle de motionsløb hun kan komme i nærheden af, gerne halvmaraton og gerne 10 kilometers løb. Og hun vil helst ende på skamlen.

- Hvis der er nogen, der slår mig, må jeg lige høre, hvor gamle de er. Det er lidt nemmere at blive slået af nogen, der er yngre, griner hun.

Selvfølgelig til Royal Run

For hende var der slet ingen tvivl, selvfølgelig skal hun løbe Royal Run i Nykøbing.

Til Royal Run håber hun på, at starttiderne til 10 kilometerdistancen er tidligt på dagen. Så hun, sammen med sin mand Morten Meng, kan nå at løbe i Nykøbing, hoppe ind i bilen og suse til København, for også at løbe 10 kilometeren der.

Men det ved hun først om kan lade sig gøre, når starttiderne offentliggøres.

- Hvis ikke det bliver muligt, tager vi folkefesten fuldt ud i Nykøbing. Den dag gælder det ikke om bedste tid, men om at have en festdag, der skal nydes. Men selvfølgelig skal der løbes til, fortæller hun, som i øvrigt har indkøbt en prinsessekrone til dagen.

Udover at løbe træner hun også jævnligt hos Go2Fitness i Nykøbing og så vil mange kende hende som Mutti Meng.

Marina Steen Meng er nemlig mor til bokseren Oliver Meng og arrangerer busture til alle hans boksekampe.

Til Kvindeløbet i Marielyst i 2017 vandt Marina Steen Meng femkilometeren i silende regn. Arkivfoto: Anders Knudsen