Teglgaard Isolering er solgt til isoleringsfirma fra Helsingør

Tommy Teglgaard - til venstre - og Michael Kruse giver hinanden hånd på en god handel. Foto: Anders Knudsen

Efter 14 år som selvstændig isoleringsmand skifter Tommy Teglgaard branche.

Offentliggjort Sidst opdateret

HORREBY: Et godt tilbud er ikke noget, man sådan siger nej til. Heller ikke hvis det drejer sig om et nyt job. Derfor er Tommy Teglgaard fra Horreby ikke længere indehaver af Teglgaard Isolering, som han har ejet i 14 år.

I stedet for at puste isoleringsgranulat ind i husmure og på lofter, skal han nu arbejde med skrueelementer hos Bayos i Toreby. Dog fortsætter han med algebehandling af tag.

- Men jeg vil være med på sidelinjen et stykke tid endnu, fortæller han i forbindelse med ejerskiftet 1. oktober.

Den ny ejer er Michael Kruse, der i 12 år har været manden bag A-Z Isolering, som er hjemmehørende i Helsingør. Han har fire ansatte og aftale med to personer, som han hyrer til bestemte opgaver. At han køber et firma på Falster har sin helt egen historie.

- I 2017 købte jeg den grund, hvor Nørrevang havde tennisbaner og byggede et sommerhus. Jeg troede ikke, det skulle være et, jeg ville bruge, men jeg faldt pladask for området, for de mennesker, der bor her og miljøet, fortæller Michael Kruse.

- På et tidspunkt hørte jeg, at Tommy var interesseret i at sælge. Vi mødtes og blev enige, og Tommy har lovet, at han vil hjælpe i begyndelse. siger Michael Kruse.

Det betyder blandt andet, at det er Tommy, der tager telefonen, når den ringer udenfor almindelig arbejdstid.

Michael Kruse lejer sig ind i en af bygningerne på Egely ved Horreby Lyng. Han har købt firmaets portefølje, hjemmeside, bil og telefonnummer, men firmaet køres videre som A-Z Isolering.

Brug for flere

- Jeg har ansat en mand pr. 1 november, men jeg kan godt bruge flere, siger Michael Kruse.

Både hans og Tommys firma har vækstet godt under coronaen, og de forventer at det vil fortsætte set i lyset af den nuværende energisituation.

- Det kan virkelig godt betale sig at få kigget sin isolering efter. Vi ser faktisk stadig tomme hulmure, siger Michael Kruse med en vis forundring i stemmen.

Tommy Teglgaard fortæller, at for hver kvadratmeter hulmur, man isolerer, sparer man, hvad der svarer til 9,5 liter olie på et år.

- Et gennemsnitshus har cirka 80 kvadratmeter hulmur, så det giver noget på et år, supplerer Michael Kruse.

De vurderer begge, at en hulmursisolering har tjent sig selv ind på to år.

- Det er virkelig en god ide at få optimeret sin isolering.

Isoleringsfirmaet benytter sig kun at granulat. Isoleringsbats hører en anden tid til.