Julelyset koster syv kroner

Dan Petersen er allerede ved at være i julehumør - for trods elprisen kan man godt få råd til lidt julelys.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Selv hvis strømprisen er fem kroner per kilowatt-time, så er det faktisk billigt at have lidt julelys tændt. Det fortæller Dan Petersen, der er butikschef hos Rask El og netop har fået fyldt hylderne med julebelysning.

- Vi har beregnet, at en lyskæde med 100 LED-lys bruger så lidt, at man på en måned kun bruger lidt over syv kroner, selv om lyskæden er tændt otte timer dagligt, siger han og oplyser, at det præcise energiforbrug pr. LED-pære er 0,06 watt. Derfor kan man også overveje at købe en større kæde på måske 500 LED-lys.

- Så siger min lommeregner 36 kroner for en hel december i otte timer pr. dag. Eller 18 kroner, hvis man kun har det tændt i fire timer.

De fleste vælger at købe kvalitetslys med en lader, der koster 200 kroner for 45 lys, men kan mindre gøre det, så er batteri-belysning også en god mulighed.

- Så slipper man for at trække så langt et kabel, og min erfaring er, at et sæt batterier typisk holder i hele julemåneden og mere til, så batterierne kan vise sig at være billigere end brug af opladeren, siger butikschefen.