Nu overvejer vi da generationsskifte
Jette (tv) og Jonna Juul er både til legetøj og bøger - og har haft det sjovt i mange år sammen. Foto: Daniel Brøns
Daniel Brøns
Til næste år har Bog&Ide været i Lollands Centret i ti år. Men historien rækker meget længere tilbage, idet søstrene Jette og Jonna Juul i flere år har arbejdet sammen om at sælge bøger og legetøj i Maribo og Rødby. Men de er oppe i årene, så de tænker, at jubilæet bliver deres sidste runde fejring i butikken.
MARIBO: Det kan godt betale sig at være lidt fræk, hvis man vil have sin egen forretning. Det fortæller Jette Juul, der muligvis aldrig havde fået et helt arbejdsliv med butikker i Maribo og Rødby, hvis hun ikke havde taget en chance.
Tilbage i begyndelsen af 90’erne, lå der nemlig en ”Læder og Legetøj” butik i Rødby, som Jette Juul havde fået kig på. Hun havde en baggrund som isenkræmmer – og været på iværksætterkursus - og var dengang fast besluttet på at åbne sin egen forretning. Men det var ikke helt nemt at komme i gang.
- Man skulle jo både købe varelager og få sig en kundebase, så jeg syntes, at der var langt fra idé til færdig butik. Men så tænkte jeg, at ejerne var oppe i årene og måske ville sælge til mig, fortæller hun.
Men det var ejeren af butikken ikke meget for – og så var der jo kun én mulighed tilbage: At åbne en konkurrerende butik i stedet, så det meddelte Jette Juul, at hun overvejede seriøst.
- Det var selvfølgelig lidt frækt, man han indså nok, at der ikke var plads til to forretninger i Rødby, så han valgte at sælge butikken til mig, siger Jette Juul, der herefter havde en rimelig god forretning i en årrække – og ovenikøbet fik mod på at åbne endnu en butik – denne gang i Maribo.
Jonna kom med
Det var i 2005, og allerede på det tidspunkt begyndte handlen at koncentrere sig i retning af de større byer, så Jette gik på jagt i Vestergade efter et domicil.
- Jeg var faktisk ved at overtage et lejemål nede i Vestergade 21, hvor Lene Rubæk for nylig havde frisør. Men lokalerne var temmelig små. Så viste det sig pludselig, at jeg kunne få beliggenheden helt oppe ved torvet, hvor Chine House ligger i dag, husker Jette, der på det tidspunkt var lidt ked af, at Jonna var flyttet til Ballerup.
- Selv om hun var glad for at være pædagog, så kunne det jo godt være, at vi kunne lokke med at gøre hende til bestyrer af den nye forretning, og på den måde fik vi hende lokket tilbage til Lolland igen, siger Jette Juul, der oplever, at Jonna er en utrolig god sparringspartner – og utrolig god til at snakke med kunderne. Jettes eget speciale er legetøjet, som hun har fulgt med i siden starten.
Butikkens navn blev ”Juul Legetøj og Lædervarer”, ligesom butikken i Rødby, og der gik ikke ret lang tid, inden den forretning blev langt vigtigere end butikken i Rødby. Så i 2008 lukkede butikken i Østergade i Rødby, hvorefter de to søstre pludselig blev kolleger i samme butik dagligt.
- Det fungerer ganske glimrende, og butikken fik endnu mere vind i sejlene, efter at Arnold Busch lukkede i 2009, hvorefter der var grund til at fokusere endnu mere på bøger. ”Legetøj og Lædervarer” blev i stedet en del af kæden ”Bøger & Papir” – nogenlunde samme koncept som i dag, hvor der også er meget legetøj i forretningen.
Butikken i Lollands Centret fik navnet Bog&Ide og åbnede 31. oktober 2013, og det blev til lidt af en revolution for butikken.
- Siden Fakta lukkede i 2010 var Vestergade ikke den bedste beliggenhed længere, så vi tog chancen og flyttede ind i Lollands Centret, hvor butikken nærmest fra starten fik en fordoblet omsætning. Det var lidt af en omvæltning, husker Jette Juul, der siden dengang har haft mange flere ansatte – især unge bogglade piger, der har været en fast del af afløser-staben.
Ruster til fremtiden
Efter snart 17 års samarbejde er det dog snart tid til at tænke nyt.
- Vi bliver jo ikke yngre, så nu skal vi overveje, hvad der skal ske på længere sigt, siger Jette Juul, der ligesom Jonna gerne vil have tid til at fokusere mere på bedsteforældre-rollen.
Jonna er jo også i den særlige situation, at hun - trods boghandler-karrieren - føler sig som pædagog og altid har haft et stort hjerte for de små.
- Jeg har altid et øje for børnene i butikken og gør alt for, at de får en god oplevelse, siger hun.
Jette skal måske ud og se lidt mere af Europa. For sammen med sin mand kører hun motorcykel og elsker at rejse.
- Når vores tid i forretningen er slut, så kigger vi jo nok forbi fremover også. Men blande os i tingene kommer vi ikke til, når vi først har sagt farvel. Heldigvis bestemmer vi selv, hvornår det så skal være, siger Jette Juul, der regner med, at butikken har en god fremtid i Maribo.
- Der er altid brug for bøger, legetøj og papirartikler – og så er de unge begyndt at læse mere, så jeg er ikke i tvivl om, at butikken har en lys fremtid, siger hun.
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland