Orgelsolister og slap-af-koncert i Sakskøbing
Privat
I de kommende uger byder Sakskøbing Kirke indenfor til hele tre orgelkoncerter: to med tidsrejser til Italien og Tyskland og én med mulighed for at slappe helt af og lægge sig på gulvet eller kirkebænkene.
Søndag d. 17. og 31. marts kl. 20 kan man komme en tur gennem tidsmaskinen og høre 6 århundreders orgelmusik fra henholdsvis Italien og Tyskland. Rejseførerne er Giorgio Parolini på turen til den italienske musik og Martin Schmeding på turen til den tyske. De er begge kendte internationale orgelsolister, som spiller mange koncerter hvert år over det meste af Europa og USA. De holder mesterkurser og underviser fremtidens orgelstjerner og har naturligvis begge et indgående kendskab til deres eget lands orgelmusikkultur. Det er sjældent, Sakskøbing Kirke kan byde velkommen til så dygtige udenlandske solister.
Giorgio Parolini spiller italiensk musik fra 1500-tallets Cavazoni til den nulevende Grimoaldo Macchi - en fascinerende rejse gennem et stort lands historie, som også udmærker sig mht. orgelmusik.
Martin Schmeding spiller musik af alle de store tyske orgelkomponister: Bach, Mendelssohn, Brahms og Reger, men også musik helt tilbage fra 1400-tallet, skrevet af en anonym komponist, og musik af den moderne komponist Tilo Medek.
Begge organister betjener sig af alle Sakskøbing Kirkes tre orgler: Det lille Ramus-orgel, det historiske Köhne-orgel og det digitale Allen-orgel, så der bliver både variation i det tidsmæssige perspektiv og i det klanglige.
Den mellemliggende søndag d. 24. marts spiller kirkens egen organist en af de populære Slap-af-koncerter, hvor publikum kan vælge at ligge ned på kirkebænkene eller på egne liggeunderlag, mens kirken fyldes af stemningsfuld og for det meste stilfærdig musik. Musikken er denne gang af Bach, Cappelen og Hans Otte. Kom i god tid til denne koncert - der bliver hurtigt fyldt, når der ikke kun er siddepladser.
Der er ganske gratis adgang til alle tre koncerter, og dørene bliver åbnet klokken 19.30.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned