Så er kassen næsten tom
Tre facader står i dag knivskarpt efter istandsættelse med tilskud fra Bymidtefonden, nemlig Søndergade 34 og Søndergade 36-38 (Kop & Kande er to huse men én ejendom). Foto: Stina Jørgensen
Stina Jørgensen
De 21 millioner kroner i Nakskov 2030s Bymidtefond er snart delt ud, og rundt om i Nakskovs centrale gader har pengene sat sig mange positive aftryk. Sidste frist for at søge penge i fonden er 1. november.
NAKSKOV: Normalt er det en nedslående besked, at kassen er tom.
Men i dette tilfælde er det faktisk en positiv nyhed. Kassen, der er tale om, er nemlig Nakskov 2030s Bymidtefond, som 1. november lukker for ansøgninger af den simple grund, at der ikke er flere penge at dele ud af.
- Der er omkring 2 millioner kroner tilbage; men da der er mange forprojekter, som er godkendt men endnu ikke er gået videre til selve istandsættelse og derfor ikke har fået udbetalt de bevilgede penge, regner vi ikke med, at særligt mange nye projekter kan nå at få del i fondspengene, siger byplanlægger Malene F. Borgny fra Nakskov 2030.
Populær fond
Bymidtefonden så dagens lys i sommeren 2020, og første ansøgning indløb for nøjagtigt to år siden - i efteråret 2020.
I alt 80 projekter har søgt at få del i de 21 millioner kroner. Af dem er 35 istandsættelser blevet godkendt, og faktisk kan man allerede nu se positive forandringer i bybilledet, som skyldes Bymidtefonden: I Bibostræde er flere af husene blevet sat i stand, i Søndergade er adskillige bygninger blevet shinet op, eksempelvis Søndergade 2, hvor Nakskov 2030 har til huse, nummer 34, 36 og 38 er blevet malet, og i Søndergade 42, hvor Kagehjørnet og Hotel Harmonien har adresse, er der kommet nye vinduer i facaden. Axeltorv 16, hvor Café Bitas bor, har fået en ordentlig overhaling med blandt andet nyt tag og nye vinduer, i Vejlegade er nummer 4 og 6 blevet sat i stand, og i Nygade 3-5 vil Lohse snart fremstå med en flot og gennemrestaureret facade, når stilladerne forsvinder. Og det er blot for at nævne et udsnit af de bevaringsværdige huse i Nakskovs bymidte, som har fået penge fra Bymidtefonden.
Støtten har været lige fra 50.000 kroner til 1,9 million kroner.
80 forprojekter
Inden man har fået bevilget penge fra Bymidtefoden, har istandsættelsen skulle godkendes gennem et forprojekt, som er blevet foretaget af arkitekter eller bygningssagkyndige. Det er forskelligt, hvor stor en procentdel af udgifterne, fonden har dækket. Dog er der et loft på 75 procent.
- Langt fra alle, der har fået godkendt deres istandsættelse i et forprojekt, er gået videre til selve det konkrete arbejde og kan derfor ikke få udbetalt fondspengene. Men det kan alligevel være en fordel at have fået huset gennemgået af en bygningssagkyndig. Så kender man præcis standen på ens ejendom og kan måske senere gå i gang med istandsættelse på egen hånd, siger Malene F. Borgny, som også fortæller, at fonden ikke har givet penge til tom forskønnelse, hvor en flot renoveret facade gemmer på et pilråddent indre. Har man fået penge til at et nyt tag ud til gaden, skal taget ud til gården altså også ordnes. Ligeledes skal bygningen have en funktion og ikke stå tom, hvis den er blevet godkendt til at få et skud penge fra den nu snart tomme Bymidtefond.
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen på broen