Det gigantiske postordrefirma Bon'a Parte åbner forretning i Marielyst i midten af april.
Fysisk får den til huse i de lokaler ved siden af Netto, der i øjeblikket danner ramme om modebutikken Mio Mondo. Efter denne tager Bon'a Parte over 1. april.
- Det er svært at finde en god placering. Men den har vi fundet i Marielyst ved siden af Netto Supermarked. Potentialet er stort. Og da stedet desuden er i rivende udvikling, er Marielyst et attraktivt handelsområde, hvilket er de parametre, vi ser på, siger detailchef Dan V. Andersen, Bon'a Parte A/S.
Modeforretningen i Marielyst vil holde åbent hele året, om vinteren dog i et begrænset antal dage om ugen.
- Vores kollektion består af både tøj til kvinder, mænd og børn. Vi venter en stor omsætning om sommeren, og når vi også regner med, at vi sagtens kan sælge meget tøj om vinteren, så hænger det sammen med, at vi vil køre store kampagner, siger Dan V. Andersen.
Bon'a Parte venter en omsætning i Marielyst på seks-syv millioner kroner.
- Alle varer i forretningen i Marielyst vil blive solgt til priser 40-60 procent under normalen. Fordi vi sælger meget, køber vi også stort ind, og mange af de varer, vi sælger i butikkerne, er bestsellers fra postordrevirksomheden på Internettet. Men i forretningerne sælger vi dem to-seks måneder, efter de er introduceret i postordrevirksomheden, hvilket er årsagen til, at vi her sætter priserne ned, siger Dan V. Andersen.
Bon'a Parte, der er 21 år gammel, er landets tiendestørste tekstilvirksomhed. Foruden i Danmark driver koncernen virksomhed i Sverige, Tyskland, Holland og Schweiz. Koncernen beskæftiger samlet set 430 medarbejdere, og omsætningen nåede sidste år op på 536 millioner kroner.
Henning Kørvel
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned