Danskerne skal op af sofaen og ind i dobbeltsengen. Noget kunne tyde på, at der er blevet sovet under seksualundervisningen.
En undersøgelse, som er lavet af DR's nye program "Mission Baby", viser, at 38 ud af de 100 medvirkende par, der alle ønsker et barn, dyrker sex så sjældent, at deres chancer for at blive gravide i bedste fald er hypotetiske.
- Jeg tror ikke, at den normale dansker er helt klar over, hvor meget sex man egentlig skal have for at have en god chance for at blive gravid - det er bekymrende, siger Agnete Nørrelund, afdelingsjordemoder på Rigshospitalet, til metroXpress.
Mange par bruger lang tid på at undfange, simpelthen fordi de nedprioriterer sex eller ikke ved, at hyppig sex fremmer sandsynligheden for at opnå graviditet, siger hun. Det hjælper ikke, at kvinden ligger med en pude under numsen efter samleje eller for den sags skyld står på hovedet.
- Det er ikke tyngdekraften, der er brug for. Det er mere sex, siger Agnete Nørrelund til metroXpress og fortsætter:
- Det er paradoksalt, når man tænker på, at det faktisk er det sted, hvor det er lettest at opnå resultater.
Agnete Nørrelund påpeger, at mange af de faktorer, der spiller ind på sandsynligheden for at få et barn, er noget nær umulige at gøre noget ved - for eksempel tidligere infektioner på æggelederne, rygning eller fedme.
Ifølge hende er der to grunde til at prioritere mere sex:
- Det kan være meget, meget svært at ramme kvindens ægløsning. Dertil kommer, at sex ikke kun må handle om at opnå graviditet, for så går det ud over parforholdet - især hvis man ikke opnår graviditet hurtigt, siger hun.
Det sidste støttes af sexolog og psykoterapeut Merete Hjorth fra Dansk Sexologi Center til metroXpress:
- Hvis succeskriteriet for sex bliver graviditet, og det ikke lykkes, så bliver det sværere og sværere at tage tilløb til at dyrke sex og at være intime sammen, siger hun.
Og jo mindre sex, desto mindre er sandsynligheden for, at parrene får et barn.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned