"De Glade Sømænd" gæster Maribo

Sømænd på landgang kan have et ganske skidt ry, men når de tager en samling instrumenter med, og samtidig en sangbog af alt fra viser fra havet til moderne pop udsat for skumsprøjt, så bliver de en eftertragtet varer.

Sidste år væltede “De Glade Sømænd” i tre omgange Lolland-Falster. Først i Kramnitze, siden en legendarisk koncert i Nykøbing, der angiveligt trak op mod 10.000 publikummer, og til sidst på Reventlow.
Efter en vinter på land er den glade musikbesætning nu atter til søs, og nok er Maribo ikke den nemmeste by at nå ad søvejen, men det agter De Glade Sømænd alligevel at gøre 13. maj til et brag af en turné-åbner.
Sys Bjerre er hyret som opvarmning til sømændene, mens det lokale Dizzy Mizz Lizzy-jamband Waterline lukker, hvad der tyder på at blive en festlig aften.

- Vi har tænkt os at skabe den største fest på Lolland-Falster i 2011, og vi lover det bliver en aften med fuldt knald på, siger sømændenes kaptajn, Sebastian Sztuk.
Valget på Maribo som turné-start er absolut ikke en tilfældighed.

- Det absolut største hjemmebanepublikum har vi på Lolland-Falster, og Maribo er centralt placeret, samtidig er det en hal med plads til 2.000 publikummer, så det skal nok blive sjovt, lover kaptajnen.

I anledning af turnéstarten bliver Maribo-Hallerne klædt i et sømandstema, og ud over at sikre sig en hyggelig aften, så støtter man også kampen mod brystkræft ved at købe en billet. 20 kroner pr. billet går til kampagnen “Støt brysterne.”
Billetsalget foregår via Billetlugen på Internettet og i FONA’s butikker, og det handler om at være hurtig.

- Vi forventer ikke at sælge billetter i døren, så skynd jer at købe dem nu, siger Sebastian Sztuk, der allerede glæder sig enormt til koncerten i Maribo.
 

Foto: unknown

De Glade Sømænd er lige nu til søs, men når de i maj lægger til kaj i Maribo indtager de byen med et brag af et musisk indslag

Offentliggjort Sidst opdateret