I revyen for kun 169 kroner!

2012 er det gyldne år, hvor Nykøbing F. Revyen kan fejre sit 100-års jubilæum! Det er derfor med en hvis stolthed, at Flemming Krøll i år for 22. gang som revydirektør kan byde velkommen til en ny omgang med sommerudskejelser på Nykøbing F. Teater.

Men glad og stolt er han også over det hold han kan præsentere, når der er premiere 14. juni.
Det drejer sig om Vicki Berlin, der udover hendes komiske talent også er en rigtig god og tidsvarende tekstforfatter. Vicki fik ”Årets Dirch” sidste sommer for sin præstation i netop Nykøbing F. Revyen. Susanne Breuning har oplevet revyen både som ung pige, som danser, som skuespiller og som datter af revydirektør Jytte Breuning 1968-70. Hun fik sidste sommer prisen som ”Årets Koreograf” ved Revyernes Revy. Rasmus Krogsgaard er meget musikalsk, fuld af idéer og god til at skrive tekster. Kort sagt er han i stand til at videreføre den danske revytradition. Han fik ”Årets Dirch” ved Revyernes Revy i 2009. Og så er der Karsten Jansfort tilbage efter en smuttur til Hjørring Revyen, der blev kåret som Årets Revy sidste sommer.

- Jansfort er en god holdkammerat og en meget alsidig skuespiller, der kan håndtere enhver situation på scenen, lyder det fra Krøll, der, hvad angår kapelmesteren, igen i år har allieret sig med Morten Wedendahl - i øvrigt for 12. gang.

Men traditionen tro behøves Ugeavisens læsere ikke vente til selve premieredagen, for igen i år inviterer vi vore revyglade læsere til forpremiere dagen før - altså onsdag 13. juni kl. 20. Vi har sikret os samtlige pladser på balkonen, og sælger disse til en speciel læserpris, nemlig 169 kr. eksklusiv gebyr. Dette er langt under normalprisen for resten af revysæsonen, hvor priserne på balkonen normalt er op til 358 kr. Interessen for dette gode læsertilbud og billetterne har været stor, men vi har stadig ledige billetter i vores forsalgssted i Nykøbing Isenkram, Midtpunktet i Jernbanegade.

Kom til forpremiere i Nykøbing F. Revyen 13. juni for 169 kr. plus gebyr. Stadig billetter i Nykøbing Isenkram.

Offentliggjort Sidst opdateret