Legendarisk rockband gæster landsdelen

Fredag får Maskens Natcafé et helt særligt besøg.  Det legendariske danske rockband Burnin Red Ivanhoe, der så dagens lys helt tilbage i 1967, kan nemlig fredag 10. februar kl. 21.30 opleves i Kulturforsyningen.

På trods af en meget lang pause i pladeudgivelserne har bandet bestående af bl.a. koryfæerne Karsten Vogel, Kim Menzer og Ole Fick, turneret med jævne mellemrum.  I efteråret udsendte bandet et nyt album med en række nye numre, som nu præsenteres live for publikum.  I slutningen af 60´erne var Burnin Red Ivanhoe et af landets mest populære bands med over 150 koncerter om året, og de efterfølgende fire år var de konstant på farten, ikke mindst på måneders lange turnéer i England efter at de to toneangivende medier BBC og Melody Maker havde præsenteret bandet for deres lyttere og læsere. Herhjemme spillede de bl.a. på den første Roskildefestival i 1971.

Bandet var i 1991 - 20 år senere - igen at finde på festivalen. Bandet er ekstremt velspillende og har stadig en magisk evne til at tryllebinde folk med deres fantastiske musik og besættende energi.  

Hvis du vil opleve dem på skal du skynde dig at købe billet, for der er kun få tilbage. De koster 130 kr. og kan købes på www.masken.dk eller tlf. 5488 9966, lyder opfordringen fra Hanna Karina Mikkelsen fra Masken.  

En dansk rocklegende kigger forbi på fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret