Lettelse på Lolland: Min bror overlevede jordskælvet

Katastrofen i Japan bliver stadig fulgt med stor opmærksomhed og bekymring mange steder rundt om i verden. Det gælder ikke mindst i Brandstrup på Lolland, hvor den japanskfødte journalist Tomoko Kitamura Nielsen sidder og følger intenst med i nyhedsstrømmen fra det land, hvor hendes familie og mange af hendes venner stadig befinder sig.

Folketidende.dk talte med Tomoko Kitamura Nielsen i fredags få timer efter, at jordskælvet og den efterfølgende tsunami havde ramt den nordlige del af Japan. På det tidspunkt havde både hun og hendes forældre forgæves forsøgt at komme i kontakt med hendes bror, der arbejder på børsen i Tokyo og bor lidt syd for byen.

Men i dag er Tomoko Kitamura Nielsens bekymring for broreren vendt til lettelse.
- Han har det fint. Han kunne ikke komme tilbage til sin lejlighed, men han fik lov at overnatte hos en ven i Tokyo. Der var godt nok rigtigt langt for ham at gå, men han var glad for at finde et sted at sove, for ellers var han måske blevet nødt til at overnatte på kontoret, fortæller hun.

På grund af katastrofen var den offentlige transport i og omkring byen gået i stå, og motorvejene ud af byen var lukket. Samtidig var telefonnettet så overbelastet, at det var umuligt for familien at komme i kontakt med ham.

De gode nyheder fra broreren er dog hurtigt blevet afløst af nye bekymringer. For efter eksplodsionerne i flere atomreaktorer på nogle af landets atomkraftværker, er frygten for en ny katastrofe i katastrofen gradvist ved at vokse frem hos Tomoko og mange andre japanere.
- Jeg er meget bekymret for atomkraftværkerne. Vi har ellers altid fået at vide, at atomkraftværkerne var meget sikre, også i tilfælde af jordskælv. Og de oplysninger, som el-selskabet har givet på pressemøderne er heller ikke så lette at forstå, siger Tomoko Kitamura Nielsen.

Hun mener, at det nu er tid til en diskussion om sikkerhed og Japans energiforsyning i fremtiden.

Hendes familie er også bekymret for om - og i givet fald hvor meget - radioaktiv stråling har spredt sig til Tokyo-området. Selvom hendes forældre bor cirka 100 kilometer syd for Tokyo, er de meget nervøse for situationen længere nordpå.
- Jeg talte med mine forældre i forgårs, og der kunne jeg høre, at min mor var meget nervøs og meget træt. Hun prøvede at berolige mig og fortalte, at de har det fint, men samtidig kunne jeg høre, at hun græd. Hun kan jo også se i aviserne og tv-nyhederne, hvad der sker længere nordpå. Så det er også meget stressende for dem, forklarer Tomoko Kitamura Nielsen.

Hendes forældre er begge omkring 80 år gamle og stammer fra det sydlige Japan. Men de har boet i deres nuværende hus, som de i øvrigt selv har bygget, i mange år. Så Tomoko Kitamura Nielsen tror ikke, at de har lyst til at flytte.
- Der er meget af families historie i det hus, så det vil være en stor beslutning, hvis de skal flytte, siger hun.

Foto: Tomoko Kitamura Nielsen.

Den japanskfødte journalist Tomoko Kitamura Nielsen fra Brandstrup kunne i de første mange timer efter jordskælvet ikke få kontakt til sin bror. Nu har hun fået livstegn fra ham. Men andre bekymringer lurer om hjørnet.

Offentliggjort Sidst opdateret