DMI: RISIKO FOR SNESTORM OVER LOLLAND-FALSTER
Måske kan det lokale landskab komme til at se omtrent sådan ud på fredag. Arkivfoto: Jan Knudsen
,
Et kraftigt lavtryk, som ser ud til at skulle dannes over de britiske øer, vil sidst på ugen bevæge sig mod Danmark med masser af blæst og muligvis også udbredt sne.
Indtil videre har vi ikke mærket meget til vinterligt vejr denne vinter på Sydhavsøerne. Men det kan muligvis ændre sig ganske snart.
Den vagthavende meteorolog hos DMI fortæller således mandag eftermiddag til Folketidende, at der er en risiko for snestorm over Lolland-Falster på fredag.
Ifølge DMI viser prognoserne, at der ser ud til at skulle dannes et lavtryk over de britiske øer på torsdag, og i de følgende timer bevæger det sig mod Danmark samtidig med, at det intensiveres kraftigt. Det rammer formentlig de sydlige egne af landet natten til fredag eller fredag morgen.
Ifølge DMI så tyder de seneste prognoser på, at lavtrykket begynder som sne eller tøse, men senere går det over i regn. Prognoserne er dog fortsat meget usikre, og det kan også ende med et rendyrket snevejr eller et rendyrket regnvejr.
Samtidig tiltager vinden til en frisk vind til kuling fra øst, som ved kysterne kan blive hård kuling med stedvis kraftige vindstød. Dagtemperaturerne kommer ifølge DMI til at ligge mellem en grads frost og fire graders varme, lokalt i vores landsdel måske endnu varmere.
Lørdag kan gå hen og blive lidt den samme vejrtype, men som sagt er prognoserne endnu usikre. DMIs vagthavende oplyser, at man forventer at have nogle mere præcise prognoser klar på onsdag.
Også hos TV2 Vejret ser man tegn på, at vi op til weekenden kan vente en regulær snestorm over Danmark. Her ser det dog umiddelbart ud til, at Falster og især Lolland kun får ganske lidt eller måske slet ingen sne.
Folketidende følger udviklingen i de kommende dage.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned