HVID JUL: BLIVER DET VED DRØMMEN I ÅR?

Arkivfoto: Anders Knudsen

Udsigten til en hvid jul på Lolland og Falster ser umiddelbart ikke for opløftende ud med 11 dage til juleaften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bing Crosby drømte i sin tid om en hvid jul, og mange andre har sidenhen delt hans drøm, når kalenderen begyndte at nærme sig 24. december.

Men i år er der i øjeblikket ikke de store tegn på, at der kommer til at ligge sne juleaften. I går, mandag, satte TV2 Vejret deres såkaldte hvidjulsbarometer ned til 10 procents chance for en landsdækkende hvid jul.

Og kigger man på de seneste lokale prognoser fra DMI, så er der umiddelbart heller ikke de store tegn på, at der kommer til at ligge sne på Lolland eller Falster 24. december.

Langtidsprognosen rækker indtil videre ganske vist kun frem til 22. december klokken 13, men i hele den del af juleugen, som der indtil videre er prognoser for, kan vi ifølge DMI se frem til plusgrader og kun ganske lidt nedbør.

Fra mandag 19. december og frem til torsdag 22. december kommer dagtemperaturerne ifølge meteorologerne til at ligge på tre-fire graders varme, og bortset fra natten mellem mandag og tirsdag er der ikke udsigt til nattefrost. Onsdag og torsdag ser det tilmed ud til at holde tørvejr.

Det gælder i det hele taget for alle dagene fra og med i dag, 13. december, og foreløbig frem til 22. december, at dagtemperaturerne lokalt ifølge DMI ikke kommer under frysepunktet, og bortset fra lidt regn mandag og tirsdag i næste uge ser det også ud til stort set at holde tørt.