Militærkøretøjer skal hjælpe Falck i sneen

Snesituationen er nu så alvorlig på Lolland-Falster, at Falck også har rekvireret militærkøretøjer til stationerne i Maribo og Nakskov.

På Falckstationen i Nykøbing har man siden lørdag eftermiddag haft to såkaldte spidsplove fra Beredskabsstyrelsen, samt to firehjulstrukne lastbiler fra Hjemmeværnet holdende klar til at assistere ambulancer til udrykningsopgaver i de mest tilsneede områder på Sydfalster og Sydøstlolland.

Først på aftenen har man fået yderligere assistance fra Forsvaret i form af en pansret mandskabsvogn på gummihjul af typen Piranha, samt et bæltekøretøj.
- Spidsplovene har allerede været ude at køre et par gange, men lige nu er alt roligt, oplyser stationsleder hos Falck i Nykøbing, Bjørn Nielsen ved 20.30-tiden til folketidende.dk.

Han fortæller også, at der nu er rekvireret firehjulstrukne lastbiler til Falck-stationerne i Maribo og Nakskov, ligesom der er sendt et bæltekøretøj til Falck i Stege på Møn.

Se billeder fra snevejret på Sydfalster her - og se billeder fra snevejret på Syd- og Midtlolland her.

Foto: En otte-hjulet Piranha-mandskabsvogn fra Forsvaret gøres klar til ambulancekørsel på Falck-stationen i Nykøbing lørdag aften.

Hos Falck i Nykøbing er der indsat flere militærkøretøjer for at hjælpe ambulancer med at nå frem til nødstedte. Lastbiler på vej til Maribo og Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret