Efter dom for nedværdigende behandling: Fængsler stopper automatik i skrappe visitationer

Både fængsler og arresthuse vil få nye retningslinjer om, hvornår der må ske intens visitation af en indsat. Det oplyser Kriminalforsorgen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Cirka 40 indsatte kan ifølge Kriminalforsorgen have været udsat for ulovlig og nedværdigende behandling.

Offentliggjort Sidst opdateret

En sag om ulovlig behandling af en tunesisk indsat i to arresthuse og i et fængsel får konsekvenser.

Dels forsøger Kriminalforsorgen at kontakte cirka 40 andre, som har været udsat for samme type indgreb. De får besked om muligheden for at søge om erstatning.

Og dels ændres de generelle regler. Fremover må det ikke ske per automatik, at der i lange perioder foretages daglige visitationer af indsatte, hvor de tvinges til at klæde sig helt af.

Det oplyser Kriminalforsorgen i en mail til Ritzau om opfølgningen på en dom, som Højesteret afsagde i juni.

I sagen om den tunesiske mand, der sad bag tremmer for hvervning og træning til terror, slog Højesteret fast, at han havde været udsat for nedværdigende behandling. Også hans privatliv var trådt for nær.

Gennem mere end 11 måneder blev han så godt som dagligt og systematisk udsat for det, der kaldes personundersøgelse. Det skete selv på de dage, hvor han ikke havde været ude af sin celle.

Desuden blev hans celle endevendt dag ud og dag ind. På intet tidspunkt fandt betjentene noget mistænkeligt.

Indgrebene fandt sted først i arresthusene i Køge og i Aarhus og fortsatte senere i Enner Mark Fængsel ved Horsens.

Undervejs udtrykte en betjent i Aarhus i en intern mail sin bekymring over virkningen på den indsatte, fremgår det af sagen. Manden var "underlagt et meget stramt regime" uden udsigt til ændringer.

Omfanget var så massivt, at Højesteret konkluderede, at visitationerne i en række tilfælde var i strid med loven og i øvrigt udgjorde nedværdigende behandling i strid med Menneskerettighedskonventionen.

Manden blev tilkendt 30.000 kroner i godtgørelse.

For tiden er Kriminalforsorgen ved at tage stilling til, om fem andre indsatte skal have erstatning.

Desuden kan 40 andre personer have et krav. I de tilfælde, hvor Kriminalforsorgen har tilgængelige kontaktoplysninger, er de blevet vejledt om muligheden, fremgår det af mailen.

Tidligere har advokat Tobias Stadarfeld Jensen, der førte sagen for tuneseren, anbefalet Kriminalforsorgen generelt at stramme op på visitationer. Og det sker tilsyneladende nu.

I nye retningslinjer vil det fremgå, at særligt restriktive indgreb over for en indsat kun kan sættes i værk på baggrund af "en konkret, individuel vurdering". Desuden skal beslutningen "vurderes og dokumenteres kontinuerligt", oplyser Kriminalforsorgen.

/ritzau/