Grædende forældre fik Marianne til at springe i bilen: - De skal findes

- Der er ingen tid fra tanke til handling. Jeg henter mine egne børn, og så er det bare afsted.

I den lollandske sommertørke ankommer Marianne Vejle Jensen om eftermiddagen den 21. juni sidste år til SFO'en på Søllested Landsbyordning for at hente sin tre børn efter skole.

Noget er helt galt.

- Jeg ser nogle grædende forældre, der render rundt og er kede af det og påvirkede over situationen. Lederen står og snakker med de her forældre, og jeg går hen for at spørge, om der er noget, jeg kan hjælpe med, siger Marianne Vejle Jensen.

To små piger på fem og seks år er forsvundet fra SFO'en. Ingen har nogen idé om, hvor de er henne.

- Der er allerede sendt folk ud for at lede efter dem. Jeg siger, jeg gerne vil hjælpe med at køre ud og lede efter dem. De skal findes, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet...

Frygter skoven

Hun kører ud af byen mod nord.

- Jeg vælger at køre et sted hen, hvor der faktisk allerede er en pædagog, der har kigget efter dem. Jeg kører bare længere ud ad vejen ud på den anden side af Søllestedgaard, siger hun.

De små piger har været væk mindst en time. Måske mere.

- Adrenalinen er helt oppe at ringe. Jeg frygter, at de er gået ind i skoven. Hvis de først er væk derinde, skal vi have nogle flere folk ud for at lede, for det er en stor skov, forklarer Marianne Vejle Jensen om den nærliggende Søllested Skov.

Læs også: Thea, Iben og Mark overværede voldsomt overfald: Løb ud af bus for at redde offer

Uroligheden breder sig. Men ved skovkanten kan de pludselig skimte noget.

De to små piger.

- Helt ude for enden af vejen ved skovkanten finder jeg to piger, der kommer gående imod os, som er meget kede af det, siger hun og fortsætter:

- Det er virkelig en lettelse. Tårerne triller ned ad kinderne, og jeg tænker bare ”yes”. Selvfølgelig bliver man påvirket af situationen, fordi tænk nu, hvis det havde været ens egne børn.

Genforenet

Marianne Vejle Jensen får trøstet pigerne og forklaret, at hun vil køre dem tilbage til deres forældre. Pigerne kender hendes ene søn, der er med i bilen. Det hjælper også lidt på humøret.

På vejen tilbage møder de en pædagog, der også er ude for at lede. De ringer til SFO'en, fortæller de gode nyheder og skynder sig derhen.

- Det er endnu en lettelse bare at kunne køre dem ind til SFO’en, hvor alle står der. Politiet står der. Forældrene står der. Lederen står der, siger hun og fortsætter:

- Vi har nogle rigtig glade forældre, som krammer os alle sammen. Det er en stor oplevelse, fortæller Marianne Vejle Jensen om sommerdagen i fjor, der blev lidt mere dramatisk, end hvad hun havde regnet med.

Skulderklap

I mandags fik hun et stort skulderklap for sin vakse og målrettede indsats.

Hun modtog en dusør på 2000 kroner og en takketale fra politidirektør Lene Frank ved en seance på politistationen i Næstved, hvor flere borgere blev hædret for bemærkelsesværdige aktioner.

- Jeg synes, det er flot. Det er godt, at der bliver vist en taknemmelighed for os, som er ude i samfundet, som gør nogle ting derude, slutter Marianne Vejle Jensen.