Politiet har undersøgt mistænkelig bil ved den svenske ambassade
Politiet har undersøgt en mistænkelig bil i København, hvor dele af Amaliegade og Sankt Annæ Plads var afspærret onsdag den 5. juli 2023. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Amaliegade og dele af Sankt Annæ Plads var afspærret, mens politiet undersøgte en mistænkelig bil.
Politiet har onsdag eftermiddag undersøgt et mistænkeligt forhold ved den svenske ambassade i København.
Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.
Ifølge vagtchef Dyre Sønnicksen havde politiet fået en anmeldelse klokken 14.20 om, at en bil var kørt hurtigt op på fortovet foran den svenske ambassade.
Føreren af bilen forlod bilen og skyndte sig væk, viser overvågning ifølge vagtchefen.
- Vi har så undersøgt det her køretøj på alle led og kanter - blandt andet for om der eventuelt skulle være nogen form for bomber i det her, og det er der ikke.
Dyre Sønnicksen fortæller, at der er tale om en mørk Mazda 3.
Et billede fra stedet viser ifølge B.T. og TV 2 Kosmopol, at den fjernstyrede robot Rullemarie har undersøgt en bil. Den bruges typisk ved mistanke om tilstedeværelse af eksplosiver og lignende.
Vagtchefen siger, at den mørke Mazda 3 vil blive borttransporteret, og at politiet leder efter føreren.
- Vi skal finde ejeren og finde ud af, hvad det her er for noget. Det er som sagt lidt mistænkeligt, siger han og tilføjer, at politiet ikke vurderer, at føreren er farlig.
Amaliegade og dele af Sankt Annæ Plads var afspærret tidligere på eftermiddagen. Vagtchefen fortæller, at afspærringerne er ophævet.
Tidligere på dagen havde personer i nærområdet fået at vide, at de ikke måtte gå uden for. Restriktionen er ophævet sent onsdag eftermiddag.
/ritzau/
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst