Roskilde-tragedie juridisk slut

En svensk familie til en af de ni dræbte unge mænd på Roskilde Festival i 2000 har som den sidste af de berørte familier opgivet at få placeret et juridisk ansvar hos Roskilde Festival.

Den svenske familie har valgt at slutte sagen og frafalder dermed sit krav om, at Højesteret tager stilling til, hvem der havde ansvaret for tragedien under koncerten med Pearl Jam på Orange Scene. Spørgsmålet skulle være behandlet af Højesteret den 19. februar.

Østre Landsret afviste i 2007 fire af de efterladte familiers krav om erstatning og frifandt festivalen for ansvar for ulykken.

Advokat Tyge Trier repræsenterer tre af de efterladte familier og oplyser, at Roskilde Festival siden frifindelsen i 2007 har betalt omkring 55.000 kr. til de tre familier i løbet af 2008, 2009 og 2010. Beløbene skulle dække bl.a. begravelsesudgifter og psykologbistand.

- Sagsforløbet har været hårdt for forældrene, og med de seneste udbetalinger fra festivalen har vi valgt at stoppe sagen. Familierne og jeg mener stadig, at festivalens mangelfulde planlægning og sikkerhed var udtryk for grov uagtsomhed, siger Tyge Trier.

- Pearl Jam har kritiseret festivalens håndtering, og opbakningen fra bandet har været meget vigtig for forældrene.

- Desværre kom reglen om godtgørelse til efterladte først ind i dansk ret i 2003 og kan ikke anvendes med tilbagevirkende kraft. Dermed har Roskilde kunnet undgå det juridiske ansvar, siger Tyge Trier.

Festivalens udviklingschef, Esben Danielsen, siger til Dagbladet Roskilde, at tragedien nu er afsluttet juridisk set fra festivalens synspunkt.

- Lige meget hvor meget man vender og drejer det, er det en ulykkelig sag, men det er vigtigt for alle, at den nu er landet på en måde, hvorfra vi kan komme videre, siger Esben Hansen.

/ritzau/

Svensk familie til en af de ni dræbte unge mænd på Roskilde Festival i 2000 opgiver at få Højesteret til at placere et juridisk ansvar.

Offentliggjort Sidst opdateret