Guldborgsund

Fra venstre: Mike Fogh, Marianne Fogh og Malek Houdhoud står bag den mulige genåbning af den kendte bar. Foto: Privat.

Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det

Et diskotek meldte sig i juni parat til at slå dørene op i begyndelsen af juli, hvis alt faldt på plads. En sidste og meget vigtig brik mangler endnu.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dr. Emils genåbning afhænger af alkoholbevilling

  • Genåbningen af Dr. Emils Laboratorium i Guldborgsund fredag 3. juli er usikker, fordi alkoholbevillingen endnu ikke er på plads. Det er den afgørende brik for klubben, som ellers har reklameret for bordpakker og en stor åbningsfest.

I Facebook-opslag har Dr. Emils Laboratorium reklameret for bordpakker med store mængder alkohol, som efter planen skal serveres for diskotekets gæster til en stor fejring af klubbens genåbning.

Men nu hænger planen om den store åbning fredag 3. juli i en tynd tråd. For mens langt det meste er faldet på plads, mangler den måske vigtigste brik, før stedet kan slå dørene op.

Ingen bevilling

Alkoholbevillingen er nemlig endnu ikke i hus.

For at få en bevilling, skal ansøgningen først forbi Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis bevillings- og tilladelseskontor. Politiet ser blandt andet på stedets beliggenhed, økonomiske forhold og om ansøgeren har gæld til det offentlige på 50.000 kroner mere.

Er alt i orden, kan politiet udstede en midlertidig bevilling og sende ansøgningen videre til Bevillingsnævnet i Guldborgsund Kommune.

Nævnet træffer endelig afgørelse om alkoholbevillinger, og på dets møde 24. juni havde det ikke modtaget ansøgningen fra Dr. Emils Laboratorium. Diskoteket når altså ikke at få en længerevarende bevilling før åbningen fredag.

Men direktør i selskabet bag Dr. Emils Laboratorium, Marianne Fogh, arbejder stadig på at finde en løsning i 11. time.

Vil vide alt

Ifølge Marianne Fogh er hun stadig torsdag i dialog med politiet om alkoholbevillingen.

- De siger, at de arbejder på højtryk derovre, siger Marianne Fogh.

Hun har ikke selv et indtryk af, om det vil lykkes at indhente bevillingen, før diskoteket efter planen skal slå dørene op. Hun fortæller, at der er utallige spørgsmål, politiet vil have svar på.

- De skal jo bare vide alt, og så får de alt tilbage, og næste dag stiller de 20 nye spørgsmål.

Marianne Fogh uddyber ikke, hvad politiet konkret ønsker svar på, men fortæller, at hun har sendt svar på rigtig mange spørgsmål - uden dog at komme spørgsmålene nærmere.

Hvis ikke Dr. Emils Laboratorium får den midlertidige bevilling, åbner klubben ikke i år, siger hun. Diskoteket og ejerne er "dødafhængige af det", siger hun.

- Jeg har snakket med dem, og jeg har skrevet med dem igen i går. De arbejder på højtryk derovre, så det er beskeden, jeg har fået. De gør alt, hvad de kan.

- Man skulle gerne have søgt om det her tre måneder før, man overhovedet skulle bruge den, men den mulighed havde vi ligesom ikke, eftersom vi først fandt ud af det for en måned siden, siger Marianne Fogh med henvisning til den hurtige proces fra idé til handling.

Folketidende har sendt en række spørgsmål til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som ikke har nogen kommentarer til sagen, oplyser politikredsen skriftligt.