Guldborgsund

Den nuværende ejer Majse Pedersen (th.) og hendes mor og grundlægger af Strandgården Christina Pedersen (tv.) lukker gårdbutikken ved Marielyst. Privatfoto

Gårdbutik lukker: - Det, der gør mest ondt, er kunderne

Flere kunder har fulgt gårdbutikken siden tiden i telt og skur – nu er sidste åbningsdag nær.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra en forvokset køkkenhave over et skur og et partytelt til en renoveret stald og en blomstrende gårdbutik. Sådan har rejsen været for Strandgården Gårdbutik og Blomster lidt uden for Marielyst, hvor kunderne gennem årene har hentet frisk frugt, grøntsager og farverige buketter.

Men den tid er meget snart forbi.

Christina Pedersen, der startede Strandgården, og hendes datter Majse Pedersen, der nu ejer den, lukker forretningen. Men som Christina Pedersen forklarer, har det været en fantastisk rejse. Og de er dybt taknemmelige for den tillid og opbakning, de har fået gennem tiden.

- Kunderne har været enormt trofaste og støttet op om det lokale. Vi har dannet stærke bånd med dem. Nogle har fulgt os, siden vi var i teltet og skuret.

- Det, der gør mest ondt

Efter det blev meldt ud, at Strandgården lukker, har Christina Pedersen fået en lang række henvendelser fra kunder, som er kede af beslutningen.

Enkelte har endda skrevet Strandgården ind i deres testamente, så den sidste blomsterbuket skulle komme fra gårdbutikken.

Den store opbakning rører Christina Pedersen.

- Det, der gør mest ondt, er den sorg, vi pådutter kunderne. Vi har været et fast holdepunkt for dem, og de har altid kunnet komme og læsse af over disken, siger Christina Pedersen, der forklarer, at hun er kommet så tæt på nogle af kunderne, at hun betragter dem som venner.

Butik bliver til vejboder

Hvorfor Strandgården vælger at lukke, er ifølge Christina Pedersen en "kedelig sag". Efter corona solgte de ejendommen til en ældre dame, som senere solgte den videre. Med den nye ejer er det dog ikke muligt at holde Strandgården åben.

Salget af frugt og grønt fortsætter dog.

Fremover bliver det gennem familiens vejboder, fortæller Christina Pedersen.

- Vi har nogle vejboder. Vi har en ved Dansk Outlet, en ved Sildestrup Camping, og så har vi fået en ved bageren i Gedesby. I stedet for at have en fysisk butik kommer vi altså til at få vejboder, som hedder De Røde Boder. Og så kommer vi til at dyrke mere selv i stedet for at supplere op fra Grønttorvet.

De store buketter forsvinder dog.

- Der er ikke forretning i at sælge de store buketter, som vi har i butikken, fordi de skal hentes hjem fra Holland. Det kan være, at vi dyrker lidt sommerblomster og laver nogle havebuketter, men det fine blomsterarbejde er slut, siger Christina Pedersen.

Et venskabeligt farvel

Selvom Christina Pedersen understreger, at hun ikke kan lide at være i centrum, holder Strandgården lørdag et mindre afslutningsarrangement på gårdbutikkens sidste dag.

Her kan kunderne komme forbi til et glas og en snak.

- Et venskabeligt farvel, som Christina Pedersen selv kalder det.

Lørdag den 25. juli er samtidig sidste åbningsdag for Strandgården Gårdbutik og Blomster.