Lolland

Formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Lolland Kommune, Henrik Jacobsen (C), opfordrer til en konstruktiv dialog mellem øboere og kommunen. Arkivfoto: Nicklas Linnemann

Kalder på konstruktiv dialog: - Så tror jeg, at tingene ville glide meget, meget lettere

Udvalgsformand Henrik Jacobsen mener, at problemerne bedst løses ved fælles løsninger og ikke gennem krav og breve til indenrigsministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brevet fra Jørgen Hansen på Femø til indenrigsminister Pia Olsen Dyhr er også blevet læst i Lolland Kommune.

- Jeg forstår da godt bekymringen på øerne, men vi har en færgedrift, hvor der ikke er foretaget justeringer de sidste mange år. Og når der på grund af økonomien skal tilpasses og justeres i resten af kommunen - og der samtidig er et faldende antal borgere - så er vi også nødt til at kigge på færgedriften.

Sådan lyder det fra Henrik Jacobsen (C), der er formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Lolland Kommune - og dermed blandt de øverst politisk ansvarlige for færgedriften.

Efterlyser mere konstruktiv dialog

Han undrer sig over, at Jørgen Hansen, der er ø-repræsentant for Femø og medlem af Femø Færgegruppe, har valgt at skrive direkte til indenrigsministeren med en appel om en ”hurtig ministeriel reaktion” på baggrund af 136 aflysninger på færgerne til og fra Femø og Askø i perioden 19. juni -14. juli 2026.

Henrik Jacobsen anfægter ikke tallene, men efterlyser en mere konstruktiv dialog mellem øboere og kommune.

- En konstruktiv dialog er jo ikke, hvor man møder op og siger ”vi vil have”. En konstruktiv dialog er, hvor man møder op og siger ”hvordan får vi ordnet det her bedst muligt med den økonomi, vi har”?

- Så tror jeg, at tingene ville glide meget, meget lettere. Og så appellerer jeg til, at man lader være med at sende alle mulige skrivelser rundt, uanset hvor man er, og hvilken funktion man har, siger Henrik Jacobsen med blandt andet henvisning til Jørgen Hansens brev til indenrigsministeren.

Pas på medarbejderne

Udvalgsformanden noterer sig også, at der tidligere har været en høring på Christiansborg om færgedriften, hvor daværende indenrigsminister Sophie Løhde (V) konstaterede, at Lolland Kommune levede op til de lovkrav, der er vedrørende færgedriften.

I forhold til de aktuelle aflysninger vurderer Henrik Jacobsen, at der lige nu  gøres, hvad der er muligt.

- Vi sejler med de gode medarbejdere, vi har. Og så bliver der rokeret lidt om på nogle færger, således at der i perioder kan sejles med tre færger og i andre perioder med to. Så kommunen sidder altså ikke på hænderne, men vi bliver nødt til at agere i den rigtige verden, vi er i. Det er det lod, en kommune har.

- Og vi skal have vores gode medarbejdere til at blive. De skal ikke føle sig presset til - af alle mulige historier - at søge væk, fordi vi har nogle midlertidige problemer. Det ville være rigtig, rigtig ærgerligt, lyder det fra udvalgsformanden.