Enhedschef i Fødevarestyrelsen, Jakob Munkhøj Nielsen, ringede til Group Executive Director hos Danish Agro, Christian Laursen. Myndigheden var i tvivl om, hvorvidt Danish Agro tog rotteproblemerne alvorligt. Foto. Fødevarestyrelsen og Danish Agro
En 13 minutter lang skideballe: Her er hele telefonnotatet
Folketidende kan her bringe hele notatet fra telefonsamtalen mellem enhedschef Jakob Munkhøj Nielsen og Group Executive Director i Danish Agro, Christian Laursen. Budskabet er ikke til at tage fejl af. Myndigheden var i tvivl om, om det var manglende vilje eller evne, der gjorde, at der efter flere løftede pegefingre stadig var rotter på lageret i Nykøbing.
Sådan fortæller enhedschef Jakob Munkhøj Nielsen fra Fødevarestyrelsen om det opkald, han så sig nødsaget til at foretage til Danish Agros øverste ledelse. Jakob Munkhøj Nielsen talte med Christian Laursen, der i dag er Group Executive Director (koncerndirektør, red.).
Status i Nykøbing i september 2026
Ved en kontrol i Nykøbing brugte Fødevarestyrelsen fire timer og 50 minutter på at inspicere. Sammenlignet med hvordan der så ud i 2025, er der rettet gevaldigt op.
Kontrollanterne ville tjekke opbevaringsforhold af korn på planlager 101-106, som "virksomheden af forsigtighedsprincip havde spærret grundet konstatering af indvendig rotte sidst i august måned."
Derudover konstaterede Fødevarestyrelsen, at regnvand fra et skybrud dagen før trængte ind i silobygningen og løb ned gennem anlægget, blandt andet til et åbent transportbånd til korn i kælderen. Transportbåndet var dog ikke i brug, og forholdet blev vurderet som en bagatelagtig overtrædelse.
Desuden fik Danish Agro en indskærpelse, fordi virksomheden ikke kunne dokumentere, at et PU-skum, som anvendes i områder med fødevarer, var egnet til kontakt med fødevarer.
Folketidende har søgt om aktindsigt i Jakob Munkhøj Nielsens telefonnotat fra den 5. marts 2026 og kan her bringe det i sin fulde længde.
Christian Laursen: Meget grundig tilsynsførende
"Jeg kontaktede Christian forud for et aftalt kontrolbesøg hos Danish Agro i Nykøbing fredag den 6. marts 2026. Jeg fortalte, at styrelsen har nogle oplevelser og bekymringer på baggrund af kontrollen fredag den 27. februar 2026 hos Danish Agro i Nykøbing.
Annonce
Ved det pågældende besøg virkede det som om, at virksomheden slet ikke var klar til at få besøg og få ophævet beslaglæggelsen, selvom kontrolbesøget var aftalt på forhånd. Jeg sagde, at Danish Agro har understreget, at man tager sagen seriøst, men at vi som styrelse kan blive i tvivl herom, når vi kan konstatere forhold som på besøget i fredags.
Jeg henviste til, at virksomheden var vidende om, at skadedyrsbekæmper dagen forinden havde meldt om fortsat skadedyrsaktivitet; at der var tydeligt manglende rengøring; at der var ansamlinger af både gamle og dagfriske rotteekskrementer samt en død rotte i en fælde.
Jeg nævnte endvidere, at Christian tidligere havde oplyst mig om at man ville hyre et eksternt firma til at foretage desinfektion af lokaliteterne. Ved besøget den 27. februar 2026 kunne styrelsen konstatere, at folkene på stedet ikke vidste meget om anvendelsesområde eller betingelser for anvendelse af desinfektionsmiddel – jf. datablade.
Christian tilkendegav, at han var enig med mig i, at virksomheden ikke havde været klar til det pågældende besøg.
Kontrolrapporten og styrelsens konstateringer var blevet læst grundigt efterfølgende. Christian bemærkede, at der havde været tale om en meget grundig gennemgang fra den tilsynsførendes side.
Jeg sagde, at vi ikke kan ”gå rundt med skyklapper på”, men at vi er nødt til at kigge bredt rundt på forholdene i virksomheden. Christian sagde, at han også var tilfreds med, at vi holder grundigt øje med forholdene og går kritisk til værks, hvilket virksomheden kan lære af.
Han forklarede videre, at virksomheden er i gang med en transformation og kulturændring, således at man selv kan auditere alle afdelinger fremadrettet (”så vi kan vise, at vi kan vores metier”).
På baggrund af ovenstående forhold spurgte jeg til om virksomheden nu virkelig ville være klar til besøg fredag den 6. marts 2026.
Christian takkede for opringningen inden fredagens kontrolbesøg og sagde, at tingene vil stå ”spitze” til besøget.
Jeg sagde afslutningsvist, at FødevareØst bruger en del tid på kontrol og sagsbehandling af Danish Agro sagskomplekset, hvilket betyder at andre opgaver må nedprioriteres.
Annonce
Derfor er det også vigtigt for os, at vi bruger vores kontrolressourcer effektivt og som udgangspunkt kun gennemfører aftalte besøg, når virksomheden er klar til det, så vi kan sikre samlet fremdrift i sagen. Samtalen varede 13 minutter".
Seneste artikler
Nomineret: Perronens Genbrugsbutik bedste butik 2026
Nomineret: Butik Du Mille bedste butik 2026
Sender 33.000 kroner fra fødselsdag videre til velgørenhed
Lokal karate-instruktør i stor bedrift: Unikt i Danmark
Mette Frederiksen tog til Stubbekøbing med en stor gave på Teddys fødselsdag: - Vi bruger er par milliarder
Mest læste artikler
Lolland mister økonomichef Sonja Baunbæk til Brøndby
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Overså rundkørsel i kæmpe brandert
Motorvej helt genåbnet efter uheld
En 13 minutter lang skideballe: Her er hele telefonnotatet