Selv store rabatter kan ende med at koste dyrt, hvis man køber mere, end man ellers ville have gjort. Et fast budget kan hjælpe med at holde styr på tilbudsjagten. Foto: Stephanie Lecocq/Reuters
Se dig for: Black November er fyldt med vildledning
Årets største tilbudsdag er udvidet til en måned, og det giver forbrugeren en særlig fordel. Men svindel og vildledning er stadig en reel risiko, siger eksperter.
Ritzau Ritzau
OffentliggjortSidst opdateret
Du har måske allerede bemærket de sorte tilbudsskilte med gule tal og høje procenter i butikkerne eller på nettet.
For hvor black friday på papiret først falder den 27. november, er tilbudsræset for længst skudt i gang.
Det er en udvikling, som ændrer spillereglerne for forbrugerne, mener Betina Grimstrup, privatøkonomisk ekspert i Nordea.
- Det er jo gået fra at hedde black friday til i praksis at være "black month". For mange kan det først og fremmest føles mere forvirrende, siger hun.
Tjekliste før black friday køb på nettet
Tjek først og fremmest, hvem der står bag netbutikken, og hvor pakken sendes fra.
Netbutikker i EU har pligt til at oplyse deres adresse, mail og kontaktoplysninger, så du kan komme i kontakt med dem. Hvis du ikke kan finde kontaktdetaljerne, så vær varsom med at købe via hjemmesiden.
Det har betydning, hvor det, du køber, sendes fra. Selv om netbutikken hører hjemme i EU, kan pakken blive sendt fra et land uden for EU, og så kommer der told og moms og håndteringsgebyr oven i prisen.
Det er ikke altid, det fremgår af hjemmesiden, hvorfra varerne sendes, og hvortil de skal returneres. Fremgår det ikke, så kontakt netbutikken eller overvej, om du stadig vil handle der.
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Ifølge Betina Grimstrup er det nemlig umuligt at spå om, hvorvidt et tilbud er bedst nu - eller om prisen falder yderligere på selve fredagen.
Til gengæld giver den længere tilbudsperiode bedre tid til at forberede indkøbene, påpeger hun.
Hvad mangler du?
For det første anbefaler hun at udnytte den ekstra tid til at kortlægge, hvad du rent faktisk mangler. Det kan være den nye robotstøvsuger eller julegaver, du alligevel skal købe.
- Når vi bliver præsenteret for en vare, hvor der står 40 procent rabat, så kan det pludselig blive et behov, der opstår hos en. Også selv om det reelt ikke var en vare, man stod og manglede, siger Grimstrup.
En indkøbsliste og et fast budget er blandt de bedste våben mod dyre impulskøb under black friday, mener Betina Grimstrup, privatøkonomisk ekspert i Nordea. Ellers risikerer man at bruge flere penge, end man egentlig havde planlagt. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Trods store tilbud ender mange faktisk med at bruge flere penge, end de ellers ville have gjort eller egentlig havde behov for, påpeger hun.
Derfor foreslår hun også at sætte en fast økonomisk ramme.
Det kunne eksempelvis være 3000 kroner til robotstøvsugeren, et par tusinde kroner til julegaver og en mindre buffer til exceptionelle tilbud.
- Så kan man lettere se, om der faktisk er sparet penge, frem for at rabatten bliver en undskyldning for at købe mere, siger Betina Grimstrup.
Den ekstra tid bør samtidig bruges på at se butikkernes tilbud efter i sømmene, mener Susanne Aamann, forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Hun anbefaler at sammenligne priser, undersøge prishistorikken og holde hovedet koldt, når butikkerne forsøger at sætte tempoet op.
- Det er altid en god idé at trække noget tempo ud af handlen. Nogle butikker bruger klassiske pressalgsteknikker såsom "kun én tilbage", "snart udsolgt" eller "rabatten udløber snart", siger hun.
Følg udviklingen
Særligt ved større køb kan det betale sig at følge prisudviklingen over længere tid.
For eksempel har der været eksempler på butikker, som har sat priserne kunstigt op før black friday og derefter ned igen, så tilbudsprisen blot svarede til den tidligere normalpris, fremhæver hun.
Tilbuddene er ofte så svære at afkode. Så ser man sig alene blindt på dem, øger det risikoen for impulskøb.
Betina Grimstrup
Samtidig er det pågældende tilbud næppe det eneste på markedet.
- Selv om en vare er sat ned eller på tilbud, kan den sagtens være billigere i nabobutikken, siger hun.
Betina Grimstrup forsøger ofte selv helt at se bort fra de store rabatprocenter, hvis hun shopper i november.
- Det kan lyde skørt, men meningen er, at jeg alene prøver at se på selve prisen, siger hun.
- Tilbuddene er ofte så svære at afkode. Så ser man sig alene blindt på dem, øger det risikoen for impulskøb.
Inden man bestiller på nettet, bør man også tjekke, hvor varen sendes fra. Nye EU-toldregler kan nemlig gøre selv billige varer dyrere, pointerer Susanne Aamann.
Fra 1. november gælder et håndteringsgebyr på 2 euro pr. varepost ved forsendelser fra lande uden for EU.
For pakker op til 150 euro kommer som udgangspunkt 3 euro i told pr. varepost oveni, når varen købes uden for EU.
- Køber man for eksempel en børnelampe, en t-shirt og en bamse, og varerne bliver sendt fra et land uden for EU, så er der told og håndteringsgebyr på alle tre varer, siger Susanne Aamann.
- Selv om du køber billige ting fra eksempelvis Asien, så kan det ende med at blive relativt dyrt.
Seneste artikler
Nu lukker attraktion julen ind for første gang i 10 år
Har stået på i flere år: Så mange penge har Lolland Kommune lagt hos naboen
Parkeret bil brød pludselig i brand
Har du glemt os, Mette? Flyt flere jobs til Lolland-Falster
Ændringer i togdriften fortsætter en måned endnu
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke