Mennesket bag historien

I Errindlev Mejeri prøver Freddy Svane sammen med Rikke Jensen at kortlægge, hvor barndomshuset lå. Foto: Allan Olsen

I opråb: En hån mod de mennesker, der bor her

Tidligere ambassadør Freddy Svane var begejstret for gensynet med Errindlev Mejeri, men har et opråb til både lokalpolitikere og Christiansborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Parkeringspladsen foran Errindlev Kirke er gabende tom, da Freddy Svane svinger sin sorte Mercedes ind i det, der stadig kan kaldes Errindlevs centrum. Langt fra det liv og tempo, den tidligere ambassadør har oplevet i Tokyo og New Delhi, men det er en energisk Freddy Svane, der kigger rundt i den by, hvor han er født og tilbragte sine første barneår.

Det var også her, at hans far Hans, der var uddannet mejerist, slog sine folder på Errindlev Mejeri. Derfor går vi naturligvis en tur langs Errindlevvej for at havne foran mejeriet, der så dagens lys i den nuværende bygning i 1913.

– Ja, det var jo hér, at jeg blev fodret med piskefløde. Det er derfor, jeg er så stor og stærk, griner Freddy Svane, men bliver hurtigt afbrudt af Rikke Jensen, der spørger, om ikke vi vil indenfor.

Her bliver vi ført igennem en labyrint af rum, der hver især huser mejerigenstande, godt 1.400 stole og lige i omegnen af 700 malerier. I svingende kvalitet, lyder det fra Knud Jensen, der er initiativmager og daglig leder af Errindlev Mejeri, der nu er en herlig blanding af arbejdende værksted, museum, lokalhistorisk arkiv og kulturhus.

Rikke Jensen og Freddy Svane foran Errindlev Mejeri, der nu er arbejdende værksteder og museum. Foto: Allan Olsen

– Det er jo vildt, det her, lyder det fra Freddy Svane, der straks donerer 500 kroner til initiativet – og lover at komme tilbage med familien.

Ingen gylden løsning

Så der er liv i Errindlev, men ellers er Freddy Svane ikke specielt opløftet af udviklingen på Lolland.

– Jeg kan huske, da vi sammen med vores forældre var med ved indvielsen af Fugleflugtslinjen i 1963. Vi gik ned, hvor færgelejerne var, og kong Frederik kom med tog. Det var en livline til Europa. Der var liv, international trafik, optimisme og mennesker, der kom til området, fordi der skete noget.

– Da jeg senere arbejdede professionelt med Lolland i Udenrigsministeriet og med erhvervsfremme, oplevede jeg, at mange havde parkeret alle deres drømme og visioner i, at der skulle komme en bro. Den ville løse alle problemerne. Nu blev det en tunnel, og troen er stadig, at så bliver alting godt, men folk kan jo også bare drøne lige igennem tunnelen og videre, så for mig er det ikke bare den gyldne løsning for Lolland, siger Freddy Svane.

I diskussionen om datacentre, solcelleparker og vindmøller er han heller ikke sikker på, at udbyttet for Lolland er så fantastisk, som det lyder i skåltalerne.

Freddy Svanes far var mejerist i Errindlev. Foto: Allan Olsen

– Jeg er chokeret, når jeg kører rundt ved Kramnitze. Vores yngste datter og hendes ven har sommerhus der, og jeg cyklede og løb meget i området som ung. Nu kører man forbi de her kæmpe jernmarker, og det er vildt. Strømmen kommer jo ikke nødvendigvis Lolland til gode. Den skal eksempelvis drive S-togene i København.

– Derfor skal man være langt mere krævende over for energiprojekterne og sige, at de også skal komme lokalbefolkningen til gavn. Et datacenter kan være en kæmpestor kolos med ganske få ansatte, men hvad får Lolland ud af det?,  spørger fra Freddy Svane, der ikke er bleg for at smide den diplomatiske tone på hylden, når talen falder på Lollands fremtid.

Stil større krav

– Jeg synes, de politiske kræfter på øen skal stille større krav: "Det er meget fint med alle projekterne, men der skal også være noget i det for os," bør politikerne tænke. Andre steder protesterer folk voldsomt mod projekter i deres nærområde. Det handler ikke kun om at afgive jord til de her jernmarker eller datacentre, men om, hvilke konsekvenser projekterne får.

– Jeg er stor tilhænger af grøn udvikling, men jeg forstår ikke, hvorfor man ikke stiller større krav lokalt og siger: Nu vil vi have konkrete løsninger.

Det er jo at skabe en nederlagsstemning og håne de mennesker, der bor der. Så kunne man lige så godt sætte en bom op ved Farøbroerne eller Guldborg og sige: ''Her investerer vi ikke mere.''

Freddy Svane

– Når jeg ser budgetforhandlingerne og det, der sker i Lolland Kommune, synes jeg, det er vanvittigt. Tænk på, da København var på spanden. Der blev grebet ind, og nu har København en kæmpe økonomi. Lolland har også på sin måde været med til at sikre den fremgang.

Freddy Svane

  • Freddy Svane, født 31. juli 1957 i Errindlev på Lolland.

  • Dansk diplomat og cand.phil. i historie fra Københavns Universitet (1981).

  • Tidligere dansk ambassadør i Japan og Indien ad flere omgange fra 2005 til 2024. Sammenlagt i 17 år. 

  • Direktør for Landbrugsrådet 2008-2010.

  • Arbejder i dag som rådgiver inden for grøn omstilling.

  • Gift med jurist Lise Strøger Frederiksen og far til fire børn.

  • Tvillingebror til Michael Svane, tidligere direktør i Dansk Industri. 

– Der er selvfølgelig regler, men hvorfor kunne København eksempelvis ikke være med til at finansiere færger eller skoleindsatser på øerne? Man kunne lægge penge på bordet og være med til at sikre, at vi har et helt land og ikke kun en hovedstad og nogle områder i forfald. Vi må tænke ud af boksen her.

En vanvittig tanke

Freddy Svane har talt sig varm – og specielt en historie i Politiken med Peter Højrup Søder, som i en ph.d.-afhandling har analyseret 17 års registerdata fra Guldborgsund og flyttemønstre i hele landet, får ham til at tage fløjlshandskerne af. Peter Højrup Søders pointe er, at man alligevel ikke kan forhindre folk i at forsvinde fra byer som Errindlev, og derfor kan man lige så godt afvikle lokalsamfundene aktivt.

– Det synes jeg er et vanvittigt synspunkt. Hvordan kan man sige, at en del af ens eget land bare skal afvikles? Det er jo at skabe en nederlagsstemning og håne de mennesker, der bor der. Så kunne man lige så godt sætte en bom op ved Farøbroerne eller Guldborg og sige: ''Her investerer vi ikke mere.'' Det synes jeg er skævt.

– Omvendt skal der ske noget. Jeg kan jo se, hvordan meget er blevet værre. Nu står det ene faldefærdige hus efter det andet. Og nogle af de gamle, flotte huse er blevet feriehuse for velstående københavnere.

– Jeg synes, at tanken om kontrolleret afvikling er så selvfed.

Savner lokalt modspil

Her savner Freddy Svane noget modspil. Fra lokale politikere, erhvervsfolk, kulturpersonligheder.

– Jeg savner folk hernedefra, der går i rette med den tankegang. København skal hele tiden have mere – være grønnere, have flere turister, flere boliger, mere transport og så videre. Jeg betaler med glæde min skat, for jeg ser det som en investering i samfundet. Men der skal også være et afkast for borgerne – og her på Lolland er afkastet ringe. Man skærer jo håbet væk.

– Vi bruger mange penge på Ukraine og udenrigs- og forsvarspolitik, men hvad med de mennesker, der bor hernede i Errindlev og alle de andre steder?

Freddy Svane og Knud Jensen (tv) på Errindlev Mejeri. Foto: Allan Olsen

– Jeg sagde engang til nogle socialdemokratiske kontakter, at vi næsten har tre statsministre: En for Ukraine, en for udenrigspolitik og en for forsvarspolitik. Men vi mangler en statsminister for Danmark. Det var de ikke helt enige i. Selvfølgelig kommer ministrene også forbi Lolland, men nogle gange får man indtryk af, at det mest handler om at undgå at miste stemmer, siger Freddy Svane, inden han kommer med sin sidste bredside – og et forslag:

– Der findes masser af kommissioner, men der burde være et organ, som specifikt så på mulighederne, næsten som man ville gøre i en virksomhed: Hvad har vi? Hvad kan vi gøre? Hvad kræver det? Så skal der sættes en tidsplan, og erhvervsliv, lokalpolitikere og landspolitikere skal forpligtes. Det gælder ikke kun Lolland, men også andre områder som Odsherred og Nordjylland. Vi kan ikke bare lade stå til.

Det gør de frivillige på Errindlev Mejeri da heller ikke, men det redder næppe en hel landsdel.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.