Debat

Det ændrer ikke en tøddel på det faktum, at det burde være langt under hans niveau at benytte den slags kneb i den offentlige debat, skriver Folketidendes lederskribent. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LEDER: Patetisk, uærligt og barnligt

- Når man som Søren Bonde bestrider så profileret en post som kommunaldirektør, så kan man ikke dække sig ind under begrebet privatperson, når det lige passer ind, mener Folketidende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et hurtigt spørgsmål at varme op på: Hvem får egentlig de 2,5 millioner kroner, som Søren Bonde får i løn, når han stopper som kommunaldirektør i april?

Er det privat-Søren, så han kan nyde sit otium, eller er det kommunal-Søren, når pengene er tjent i rollen som kommunaldirektør?

Forvirret? Fuldstændig forståeligt.

For sagen er i al enkelhed den, at Guldborgsund Kommunes kommunaldirektør må lide af en eller anden form for personlighedsspaltning.

Sådan må man i hvert fald forstå det, efter at SF-politikeren Jacob Mark på Facebook ristede Guldborgsund Kommune for ikke at overholde minimumsnormeringerne i daginstitutionerne.

Det opslag kommenterede en ”Søren Hansen”, der ikke mente, at problemet var noget særligt, og som også forsvarede kommunaldirektøren.

Ikke så mærkeligt, for bag ”Søren Hansen” gemte sig ingen andre end Søren Bonde.

Det er i sig selv patetisk, uærligt og barnligt, men at Søren Bonde tilmed mener, at det er helt ok, er dybt problematisk og viser en utrolig dårlig dømmekraft.

En gang vissent vrøvl

Vi skal – må vi forstå – skelne mellem privat-Søren og kommunal-Søren.

Det er selvfølgelig en gang vissent vrøvl – og helt ærligt, hvor åndssvage tror han, at vi er?

Når man som Søren Bonde bestrider så profileret en post som kommunaldirektør, findes det skel ikke. Så fægter man med åben pande, og man kan ikke dække sig ind under begrebet privatperson, når det lige passer ind.

Privat-Sørens kommentar på Facebook.

Det svarer jo til restaurantejeren, der lige giver sig selv en femstjernet anmeldelse på Trustpilot. Anonymt, selvfølgelig.

Eller tankerne kan også gå tilbage til Brøndby-boss Jan Bech, der under pseudonymet ”Oscar” svinede træner Thomas Frank til, hvilket fik Frank til at tage sit gode tøj og gå.

Man må selvfølgelig give Søren Bonde den kredit, at han ikke tøvede med at indrømme, at det var hans profil, der blev brugt til at forsvare Guldborgsund Kommunes ageren.

Det ændrer ikke en tøddel på det faktum, at det burde være langt under hans niveau at benytte den slags kneb i den offentlige debat.

Vi fejer gerne op

At privat-Søren i opslaget også skriver, at ”Folketidende igen har bragt urigtige oplysninger til skade for Guldborgsund Kommune”, vidner om en totalt virkelighedsfjern opfattelse af lokalmediers rolle.

I Bondes – og mon ikke det er både privat- og kommunal-Sørens - verden virker det, som om Folketidende burde være en turistbrochure for Sydhavsøerne – måske endda med en fast hyldest til vores kommunale embedsværk, der kunne få selv styret i Nordkorea til at kigge misundeligt mod Lolland-Falster …

Nej, Bonde. Dine betragtninger om (lokal)journalistik og medier burde du lade Trump, Putin, Orban og den slags typer om. Du burde hellere hylde, at vi har et lokalmedie, der efter bedste evne prøver at fremme demokrati, åbenhed og ordentlighed. Til borgernes bedste i vores to kommuner.

Skulle du få den vildfarelse, at Folketidende er blevet for tabloid, for konfronterende, for undersøgende, så husk på, hvad den tidligere justitsminister Erling Olsen så begavet sagde: Det er smudspressen, der holder demokratiet rent!

Og her på Folketidende fejer vi gerne op.

PS: Jeg vil selvfølgelig straks rose denne leder fra min helt og aldeles anonyme profil …

 

Det er i sig selv patetisk, uærligt og barnligt, men at Søren Bonde tilmed mener, at det er helt ok, er dybt problematisk og viser en utrolig dårlig dømmekraft.