Stor interesse for at bo i vandkanten

Det går godt med at leje eksklusive boliger ud på Skansen. Flere boliger kan være på vej.

Hvis renten ellers holder skansen, skal der bygges ejerlejligheder langs Nakskov Havn. Foto: Anna C. Møhl
Offentliggjort Sidst opdateret

Hækplanterne er stadig spinkle og håndværkere mosler på med at rejse cykelskure. Flyttefolk bærer kasser og møbler op i lejlighederne, mens de nye beboere prøver at finde sig til rette i deres nye omgivelser. Sydkaj er bygget efter inspiration af Nakskovs mange gamle pakhuse langs kajkanten.

Anders Møller er direktør i Sydkaj P/S, som står bag udviklingen af det nye boligområde på Sydkajen.

Ifølge selskabets hjemmeside er 32 af de 40 lejligheder udlejet. Dertil kommer, at nogle af de ledige lejligheder er reserveret.

- Lejlighederne er tæt på byen, og der bliver ikke bygget foran beboerne, siger han.

Måske flere blokke

Anders Møller fortæller, at det måske ikke stopper ved de to boligblokke. Det er muligt, at der skal opføres yderligere to pakhuse med lejligheder, som skal sælges som ejerboliger. 

Jeg er ikke i tvivl om, at det kan være med til at skærpe interessen for Skansen som et attraktivt boligområde.

Anders Møller, direktør

- Der er stor interesse for at flytte ind i lejeboligerne og vi har oplevet, at mange kommer forbi byggepladsen for at se, hvordan byggeriet skrider frem. 

- Jeg er ikke overrasket over, hvor stor interessen for at flytte ind i Sydkaj er, siger Anders Møller. 

Bygger ejerlejligheder

Han noterer sig, at lejlighederne i det markante byggeri ikke kun appellerer til dem, der vil bo stort og med altaner helt ud til havnen, men at der også er godt gang i indflytning i lejlighederne ud til vejen og i stueetagen.

- Jeg er positivt overrasket over, hvor mange der har meldt sig som interesserede, siger han. 

Hvis renten holder niveauet, og økonomien holder skansen, skal der bygges mere.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det kan være med til at skærpe interessen for Skansen som et attraktivt boligområde, siger han.